Drengene fra Angora skuespiller afviser: Kommer ikke til at arbejde sammen med Simon Kvamm igen
Den tidligere ikoniske trio i Drengene fra Angora kommer ikke til at samles til en reunion lige foreløbig, selvom karakterne stadig lever i bedste velgående.
Drengene fra Angora udkom for første gang i 2004 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Som et afsluttet højskoleophold er der nu kun minderne tilbage – og sådan bliver det ved med at være, hvis man spørger en af trioens medlemmer Esben Pretzmann.
I podcasten 'Marcus og Realitypanelet' slukker han nu alt håb om nye eventyr med Team Easy On i de franske alper eller flere kontroversielle guldkorn fra Baune, skriver Alt.dk.
»Jeg tror det ikke. I hvert fald ikke i den gruppe der. Vi er færdige med at arbejde sammen, så det ser jeg ikke ske,« lyder den kontante dom fra Pretzmann.
Satireprogrammet bragede gennem skærmen for første gang i 2004 med et galleri af kultfigurer spillet af Rune Tolsgaard, Simon Kvamm og Esben Pretzmann.
Men en lille genforening har dog allerede fundet sted.
Drengene fra Angora - fra venstre: Rune Tolsgaard, Esben Pretzmann og Simon Kvamm. Foto: Lea Meilandt Mathiesen/Ritzau Scanpix
Trioen valgte at gå hver til sit for at forfølge nye drømme. Her fik Simon Kvamm blandt andet massiv succes med rockbandet Nephew, der samme år fik sit store gennembrud med albummet 'USADSB'.
Selvom der ikke bliver pustet nyt liv i selve programmet, nægter karaktererne dog at dø.
Senest optrådte netop Esben Pretzmann som karakteren Henrik Solgård på scenen i Royal Arena til Simon Kvamms kæmpe koncert: 'Alle sangene - Alle vennerne.
Han beskriver det som et glædeligt gensyn, hvor de fik lov til at »tage røven på folk«.
Pretzmann vækker også flere af de gamle kendinge til live i den aktuelle sæson af 'LOL: Den der ler sidst'.
Men selvom det ikke bliver til et professionelt comeback for 'Drengene fra Angora' – i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid – understreger skuespilleren, at venskabet med Simon Kvamm stadig er intakt privat.