Deadline-vært Adam Holm skal til samtale hos nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, fordi han ignorerede ledelsens påbud om ikke at vise profettegninger under interview.

Han har siddet der før, og nu skal han til det igen: Den karismatiske Deadline-vært Adam Holm står over for en kammeratlig samtale med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup.

Årsagen er, at Adam Holm under et interview med Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose, viste en gengivelse af de muhammedtegninger, der blev bragt i Jyllands-Posten tilbage i 2005 og som senere forårsagede Muhammedkrisen.

Men det havde Adam Holm ikke fået lov til, fortæller nyhedsdirektøren til Mediawatch.dk.

»Det får den konsekvens, at han skal have den store glæde at drikke en kop kaffe med mig. Han har vist tegningerne uden på forhånd at foretage en redaktionel vurdering med sin chef, som vi gerne vil gøre i denne type sager. Det skal vi lige have en snak om,« siger Ulrik Haagerup.

Adam Holm havde inviteret Flemming Rose i studiet for at diskutere kampen for ytringsfriheden i kølvandet på angrebet mod Charlie Hebdo, og under interviewet viftede værten ivrigt med en gengivelse af muhammedtegningerne fra Flemming Roses bog »Tavsheden Tyranni«.

Det er ikke første gang, at Adam Holm har lagt sig ud med ledelsen i DR. Tilbage i 2013 modtog han en påtale for at skrevet en religionskritisk kronik i Politiken - en påtale, Ombudsmanden senere pålagde DR at trække tilbage. Og det var ikke en enlig svale - tilbage i 2009 modtog han tillige en påtale for at have skrevet en kronik, dengang om Gaza-konflikten.

Adam Holm siger selv til Mediawatch, at han ikke har nogen kommentarer, men at han afventer mødet med Ulrik Haagerup.