Den tidligere svømmestjerne Lotte Friis har sagt ja til sin forlovede, Christoffer Schnack Ringø.

2016 sluttede med et brag for den OL-vindende svømmestjerne og nuværende P4-radiovært Lotte Friis.

I metroen på vej til fest for at fejre nytår mødte hun Christoffer Schnack Ringø.

Det var kærlighed ved første blik. Og nu har parret så beseglet forholdet ved et bryllup i Egebæksvang Kirke i Espergærde.

Det skriver Billed-Bladet, der har fået lov at fotografere den 32-årige celebre brud og hendes otte år yngre ægtemand.

Brylluppet skulle oprindeligt have været afholdt i sommer, men blev flyttet til lørdag 17. oktober grundet coronapandemien.

Forsamlingsforbuddet har betydet, at der maksimalt må være 50 personer ved festen.

10 trak sig fra festlighederne selv, mens parret har måttet trække 14 invitationer tilbage, fortalte Lotte Friis tidligere på ugen til Billed-Bladet.

Ifølge hende blev det dog mødt med stor forståelse.

Parret har sørget for portionsanrettet bryllupsmiddag og masser af håndsprit, forsikrede hun forud for den store dag.

Lotte Friis indstillede karrieren i 2017 og blev efterfølgende hædret i sportsverdenens Hall of Fame for sine pragtpræstationer i bassinet.

I 2018 sprang hun ud fra 10-meter-vippen, da hun helt skiftede bane og blev radiovært på P4-programmet 'Formiddag på 4'eren'.

/ritzau/