Kan man finde kærligheden på en hjemmelavet tømmerflåde i Sverige? Det er, hvad DR-programmet "Vild kærlighed" undersøger.

Men snart er det ikke kun danske singler, der skal prøve den nye dating-stil, for nu er programmet solgt til flere lande i Europa. Det skriver filmmagasinet Deadline.

Det er både Holland, Sverige, Finland, Tyskland og Norge, der har købt formatet, som ifølge Deadline skal gå under navnet "Love Raft".

I programmet prøver ti unge singler at finde kærligheden, mens de sejler ned af en svensk flod. De i alt fem par har ti dage til at finde ud af, om der er god kemi mellem rejsepartnerne.

Der er kun vist halvdelen af afsnittene i første sæson, men DR har allerede besluttet, at det også bliver til en anden sæson.

Deltagerne, der er mellem 22 og 33 år, er blevet matchet af eksperter. I alt skal de sejle 50 kilometer ned ad den svenske flod, og om aftenen mødes alle ti deltagere og sover i samme lejr.

Programmet kan ses på DRTV.

/ritzau/