Når der er fare på færde i et område, kan du blive advaret af myndighederne via flere forskellige kanaler. Det gælder blandt andet via tv og radio.

Her er Danmarks Radio en vigtig del af det danske beredskab.

Derfor har public service-stationen nu besluttet at gennemføre flere øvelser, der handler om at træne forskellige hændelser. Det skriver DR selv.

Formålet er at sikre, at DR altid kan udkomme, også hvis Danmark for eksempel er uden strøm og internet, eller hvis en af DR's lokationer for en stund ikke er tilgængelig.

Ifølge Mads Diness Jensen, der er direktør for økonomi, teknologi og medieproduktion i DR, er public service kritisk dansk infrastruktur, og DR har som udbyder "en meget vigtig rolle i det danske beredskab".

- Ud over at vi til enhver tid skal kunne udsende beredskabsmeddelelser, skal vi klæde danskerne på til de udfordringer, samfundet står overfor, og derfor er det vigtigt, at vi er forberedt på mange typer hændelser, siger han.

Mads Diness Jensen påpeger, at DR på sine kanaler før sommeren skruede op for kommunikationen til danskerne og mindede om, hvorfor man for eksempel bør have en batteridreven FM-radio.

Nu vil tv- og radiostationen skrue op for øvelser for at trykteste deres beredskab og sikre, at DR er så robust som muligt, lyder det.

Forberedelserne på de forskellige scenarier skal ses i lyset af en situation, hvor risiko- og trusselsbilledet er skærpet herhjemme. Det har regeringen flere gange fastslået.

Ekstreme vejrhændelser ventes at blive hyppigere og voldsommere, og truslen fra menneskeskabte hændelser som cyberangreb og sabotage er øget som følge af den forværrede sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Anbefalingen er fortsat, at man skal kunne klare sig selv og sin husstands behov i tre døgn, hvis der opstår en krisesituation.

Herunder spiller kommunikation også en vigtig rolle, hvorfor det anbefales, at man har en FM-radio, der kører på batterier, håndsving eller solceller.

/ritzau/