Der kommer nye toner på DR, efter at stationens populære profil Mads Steffensen meddelte sit stop til fordel for et nyt job på Podimo.

Nyhedsværten Johannes Langkilde overtager nemlig nu værtstjansen på DR's populære program 'Fællessang - hver for sig', som opstod under den første coronanedlukning i foråret 2020.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

»Som seer har jeg selv tænkt, at programmet var lige, hvad man havde brug for,« siger Johannes Langkilde i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Jeg er selv et ekstremt socialt menneske og har brug for fællesskab, så i en tid, hvor der er lagt låg på det, synes jeg, at fællessang skaber et rum for, at man stadig kan være sammen hver for sig.«

Selv om vi normalt kender ham fra 'TV-Avisen', har han også en musikalsk baggrund.

»Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle skabe mig et liv som musiker, og jeg var da også kort forbi et jazzkonservatorie, men jeg interesserede mig jo også meget for tv og nyheder. Derfor endte jeg med at beslutte, at musikken var bedre som en hobby,« fortæller Johannes Langkilde.

»Så at få lov til at kombinere min rolle som vært og min passion for musik er fantastisk. Det er, som om der nu bliver bundet en sløjfe på det hele,« lyder det fra DR-profilen.

Også Phillip Fabers afløser er fundet - den uhyre populære pianist vender nemlig tilbage til sit job som dirigent for DR Pigekoret

Fremover skal musikeren Katrine Muff styre tangenterne.

Hun har sunget i kirkekor i 14 år og har sunget kor for etablerede navne som Oh Land, When Saints Go Machine og Hanne Boel.

Desuden arbejder hun som højskolelærer og var sidste år vært og sangcoach i DR-programmet 'Fra skrål til skønsang'.

»Jeg glæder mig helt vildt, for jeg elsker virkelig fællessang. Jeg har jo fulgt, hvordan Phillip Faber har styret slagets gang, og hvordan han er blevet danskernes ven, så nu håber jeg bare, at de har plads til en ven mere,« siger hun i pressemeddelelsen.

'Fællessang - hver for sig' kan ses på DR fra fredag den 22. januar.

/ritzau/