Vi forbinder ofte stress med noget negativt, men stress kan faktisk være godt.

Det gør os hurtigere og stærkere og får vores hjerner til at huske bedre. Det skriver Michael Porter, der er lektor i molekylær genetik på University of Central Lancashire, i en artikel på Forskerzonen, der er en del af Videnskab.dk.

Derfor udsætter vi os selv for stressende situationer, når det gavner. Eksempelvis i forbindelse med sport.

Men får du for meget stress, så det ikke kan kontrolleres, rammes du af den negative del af stress. Nemlig hvor vi stivner og får svært ved at tænke.

Ifølge Michael Porter er stress noget, mennesker har fået, fordi det giver os en evolutionær fordel.

»For de tidlige mennesker lurede farer og trusler alle vegne: Rovdyr, fødevaremangel og sygdom var udbredt. Men gennem en forståelse af, hvad der sker i kroppen, og hvorfor det sker, kan vi lære at styre stress og bruge det til vores fordel,« siger han.

For når vi føler os stressede, er det et tegn på, at vores krop er ved at forberede sig på en truende eller belastende situation.

»Stress trykker på turbo-knappen; der går 'overkill' i kroppens motor, som drøner af sted, og pludselig er vi supermennesker,« siger Michael Porter og fortsætter.

»Det vil sige, at vi er ultravågne og bevidste og i stand til at reagere hurtigt. Vi kan huske alle aspekter af det, vi ser, hører og føler.«

Derfor mener Michael Porter, at det er vigtigt at kunne styre sin stress ved hjælp af åndedrætsøvelser. For det er en af de enkleste måder at gøre det på. Nemlig ved at ånde.

Der findes mange åndedrætsteknikker inden for meditation, og moderne afslapningsmetoder viser også, hvor vigtigt det er at ånde dybt ind og ud.

For når vi trækker vejret dybt, falder produktionen af stresshormonerne noradrenalin og kortisol.

Derfor opfordrer Michael Porter alle til at leve i nuet

»Mindfulness-konceptet er indbegrebet af moderne meditationsmetoder, der kombinerer åndedrætsteknikker med ideen om at 'leve i nuet' og udskifte 'fremtiden' med 'nutiden' eller 'evigheden',« siger han.

»Derfor skal vi lære at bruge stress som en fordel frem for en hindring. Og ved at anvende vejrtrækningsteknikker og tage regelmæssige pauser for at forstå, hvad der gør os stressede, kan alle måske lære at holde stress på et håndterligt niveau.«

Flere historier fra Videnskab.dk