'Kære Insiders: Det her var sidste program for nu.'
Sådan lyder den nedslående besked fra værtsduoen bag TV 2-succesen 'Insider', Abdel Aziz Mahmoud og Nicklas Bøhm. Opslaget du kan se i bunden af artiklen.
I et følelsesladet opslag på Instagram tager de nu afsked med deres trofaste seere efter et år på skærmen.
Programmet har på kort tid markeret sig med besøg fra store navne som Helle Thorning-Schmidt, Peter Mygind og Casper Christensen – og værterne lægger ikke skjul på deres stolthed over rejsen.
'Hold op, hvor har det været et højdepunkt i vores karriere. Vi skylder jer et kæmpe, kæmpe tak,' skriver de i opslaget.
'Insider' fik premiere på TV 2 Echo i maj 2025 rykkede hurtigt over på hovedkanalen.

I den forbindelse valgte Abdel Aziz Mahmoud at kvitte sit faste job som vært på 'Go' Aften Live' for udelukkende at fokusere på 'Insider'.
Men nu er lyset altså slukket i studiet. I hvert fald for nu.
For selvom de to tv-profiler takker af for denne gang, efterlader de dog en lille dør på klem til deres fans og afviser ikke et fremtidigt comeback:
»Det har været en kæmpe fornøjelse. En fest, faktisk. Tak for nu og på gensyn. Xoxo Abdel og Nicklas,« afrunder duoen.
