Vi lærer meget af vores forældre. 

Men for kok og tv-personlighed Umut Sakarya-Havshøj begynder næsten alle de vigtigste livslektioner det samme sted: Hos hans mor.

I en artikelserie om kendte og deres forhold til deres mødre fortæller han om kvinden, der lærte ham at lave mad, gav ham troen på uddannelse og stadig inspirerer ham hver eneste dag.

Hvordan ligner du din mor?

»Jeg er arbejdsom og kærlig ligesom min mor. Vi har også mange af de samme interesser som fx at rejse, mad og kultur.«

»Sidst vi rejste sammen var vi i Paris, og var jeg for første gang oppe i Eiffeltårnet. Jeg har måske været i Paris 40 gange i mit liv, og der er normalt ingen, der ville kunne få mig op i Eiffeltårnet. Men jeg gjorde det for min mor. Men jeg fortalte også min mor, at det var første og sidste gang, at jeg gjorde det.«

Hvordan er I forskellige?

»Måske er der noget med risikovillighed. Jeg kan godt tage risici, hvor min mor er mere sikker. Hun vil hellere nå målet langsommere, end ikke at nå målet, hvilket jeg nok godt kunne lære noget af.«

Har det skabt kontroverser på tidspunkter i jeres liv?

»Nej, jeg har nok bare lært, at jeg først skal fortælle hende det, når jeg er på den anden side, og har gjort det,« fortæller Umut og griner.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

»Det er at tage små skridt, men at blive ved,« fortæller Umut og fortsætter:

»Det har jeg både gjort, da jeg skulle tage mig en uddannelse, og det har jeg gjort, da jeg skulle bygge en forretning op.«

»Fordi nogle af de store, komplicerede ting i livet kan føles meget abstrakte, når man er 17 år gammel og skal tage en uddannelse, der tager 4 år, som kokkeuddannelsen gør.«

Er det takket været din mor, at du er blevet kok?

»Ja, det er det 100 procent. Min mor har ikke selv kunne tage en uddannelse, da hun blev pillet ud af skolen, da hun gik i fjerde klasse. Så det har altid siddet i hende, at hun ikke har kunne studere.« 

»Fra vi var helt små, har min mor set det som det vigtigste, at vi skulle tage en uddannelse. Og det var egentlig lige meget, hvilken uddannelse det var.«

Er madlavning noget, du har med hjemmefra?

»Det er det. Jeg var ikke så glad for at lege med andre børn. Jeg var mere glad for at være sammen med min mor. Jeg brugte de tidlige timer med min mor ude i vores køkkenhave og lavede rigtig meget mad sammen med hende. Og det gør jeg stadig den dag i dag.« 

»Nu har jeg selv en kæmpe have, og hun har en kolonihave, så nu har vi fundet tilbage til den gang, hvor vi stadig laver mad sammen og snakker mad og dyrker noget,« fortæller Umut og fortsætter:

»Min mor kommer fra en selvforsynende gård. Så hun har super grønne fingre. Nogle gange kigger jeg på hende og siger ‘hvad laver du? Er du heks?’, fordi hun er så god til at lave noget ud af ingenting.«

Er der én bestemt ret, der betyder ekstra meget for dig?

»Det er friske grønne bønner. Den dag i dag dyrker vi stadig rigtig mange bønner, og der er sådan en tyrkisk ret med grønne bønner, som man laver i en stor gryde. Retten hedder taze fasülye.«

Hvad ville du ønske, du havde lært af din mor, som du ikke har lært endnu?

»Jeg føler, jeg har lært alt af min mor, så det er svært at svare på, men jeg er stadig fascineret af, hvor modig hun er og den måde hun gør tingene på. Hun kan tage en beslutning, og når hun først har besluttet sig, er det det, der sker. Så rykker hun på den.« 

Hvad kunne du godt tænke dig at give videre som far?

»Jeg ville nok give det videre, at man altid bare skal begynde med det første skridt i stedet for at stå stille. Der er mennesker, der står stille, fordi de er bange for at fejle eller gøre noget. Men vi er alle er mennesker, der ikke har prøvet at være mennesker før, så hver dag er en ny dag og vi skal turde at gå.«

Er det noget, du selv har fået af din mor?

»Ja, det må man sige. Hun har i den grad ikke stået stille, og har været nødsaget til at kaste sig ud i eventyr og ikke bare acceptere en tilstand, hvis der er noget, der ikke er i orden.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv