Dennis Knudsen fik onsdag aften alle til at spærre øjnene op ved premieren på Jussi Adler-Olsens 'Marco Effekten'.

Den 57-årige stjernefrisør dukkede nemlig op med en sprød ung mand på den røde løber.

Men en ny kæreste er det altså ikke, understregede han.

»Det er min gode ven Kenneth, som er meget smuk. Som ikke er homo,« sagde Dennis Knudsen og grinede.

Kenneth er dog en god ven af huset, som hjælper Dennis Knudsen med både træning og børn.

»Han er til damer, og det skal han blive ved med at være. Men han er en god ven, en god træner. Og god til at passe Lucas også, så det er dejligt,« sagde han.

Dog indrømmede kendis-frisøren, at træningen er gået i stå. Det er ikke kun coronakrisen, der har sat en stopper for engagementet. Der er nemlig snart en lille ny på vej.

»Man kan ikke træne så meget, når man er gravid, vel. Lige nu får vi ikke trænet,« forklarede han.

Dennis med sin unge ven, Kenneth Klok.
Dennis med sin unge ven, Kenneth Klok.
Vis mere

Det bliver en spændende sommer for Dennis Knudsen. Han skal nemlig hente sit andet barn, lille Noah, i USA.

»Jeg rejser på fredag eftermiddag til Chicago og så videre. Så bliver han født 2. juni. Jeg bliver far til to lige om lidt. Det er fantastisk, sagde han.

Det betyder også, at sommeren næsten kun kommer til at handle om børn.

»Jeg kommer til at gå rundt med barnevogn og så lige ind og klippe en enkelt kunde og så hjem igen. Ikke hver dag, måske kan jeg klippe lidt flere om lørdagen,« sagde han.

Knudsens relativ nye salon, 'House of Dennis Knudsen', ved Vesterport Station i København havde det som alle andre frisører hårdt under nedlukningen.

Men nu er der lys for enden af tunnelen – og nu kan jetsettet altså også leje salonen til efterfester efter filmpremierer i Imperial.

»Så nu er der afterparty derovre. Jeg er der selv kun en time eller to. Kenneth er faktisk dørmand. Men det er sgu da fedt, at man kan bruge lokalet også til det. Det er god pr og omsætning. Så vi kan få nogle flere kunder i salonen,« sagde stjernefrisøren Dennis Knudsen til B.T.