Jens Sætter-Lassen, Alba August, Olivia Joof Lewerissa, Lue Støvelbæk og Ena Spottag er alle skuespillere.

København. En del danske skuespillere er trådt i deres forældres fodspor og kan også ses på biograflærredet eller landets teaterscener.

"Vinterbrødre", der havde premiere torsdag den 7. december, har Elliot Crosset Hove i hovedrollen.

Den 29-årige fremadstormende skuespiller er søn af skuespilleren Anders Hove, som også medvirker i filmen.

Her er fem andre danske filmtalenter, som også er trådt i deres forældres fodspor.

1) Jens Sætter-Lassen

Jens Sætter-Lassen er søn af skuespillerveteranen Søren Sætter-Lassen og skuespillerinden Vibeke Hastrup. Både mor og søn medvirker i filmen "Thorn", som også har Sætter-Lassens forlovede, Neel Rønholt, på rollelisten.

Jens Sætter-Lassen fik sin første rolle julekalenderen "Olsenbandens første kup" i 1999 og i dag har den nu 31-årige skuespiller medvirket i blandt andet "Bedrag" og Badehotellet" og havde en af hovedrollerne i "1864".

2) Alba August

Hvis efternavnet klinger bekendt, så er det fordi, Alba August er datter af den oscarvindende danske filminstruktør Bille August og den svenske skuespillerinde Pernilla August.

Alba August er dramastuderende ved Den Danske Scenekunstskole i København, men har allerede gang i en spirende karriere.

Den 24-årige skuespiller har medvirket i "Gidseltagningen" og har landet en stor rolle i den kommende danske Netflix-serie "The Rain".

3) Olivia Joof Lewerissa

Olivia Joof Lewerissa er ligesom sin celebre mor, forfatteren og filminstruktøren Hella Joof, skuespillerinde og dimitterer efter planen fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019.

Den 29-årige dramastuderende er tidligere tv- og radiovært og kunne for nylig ses i TV2 Zulu-serien "Perfekte steder"

4) Lue Ditmann Sanden Støvelbæk

Lue Ditmann Sanden Støvelbæk er søn af den danske House of Cards-stjerne Lars Mikkelsen og skuespillerinden Anette Støvelbæk.

Den 22-årige kendissøn er ved at uddanne sig til skuespiller ved den odenseanske afdeling af Den Danske Scenekunstskole, hvor han efter planen dimitterer fra i 2019.

Lue Ditmann Sanden Støvelbæk og Lars Mikkelsen spillede faktisk far og søn i tredje sæson af DR's baftavindende successerie "Borgen". Han har også haft en lille rolle i "Bankerot".

5) Ena Spottag

Ena Spottag er datter af Arvingerne-skuespilleren Jens Jørn Spottag og skuespillerinden Dea Fog.

Den 32-årige Badehotellet-skuespillerinde blev uddannet i 2014 og modtog året efter Reumerts talentpris.

I år var hun nomineret til en Reumert for sin præstation i stykket "Drengen der ville være vægtløs" på Aalborg Teater.

/ritzau/FOKUS