Juliette Gréco gjorde sig bemærket som stemmen og ansigtet på efterkrigstidens Paris. Hun blev 93 år.

Den ikoniske franske sangerinde og skuespiller Juliette Gréco er død. Hun blev 93 år.

Det oplyser hendes familie til det franske nyhedsbureau AFP.

Juliette Gréco var ansigtet og stemmen på efterkrigstidens Paris, hvor hun var venner med intellektuelle som Jean-Paul Sartre.

Hun har desuden været kærester med både Hollywood-produceren Darryl F. Zanuck og jazzlegenden Miles Davis.

- Juliette Gréco døde denne onsdag omgivet af sin familie i det hjem, hun elskede så højt. Hendes liv har været som ingen andres, skriver familien i en meddelelse.

Helt indtil hun blev 89 år var hun aktiv sangerinde. Men i 2016 endte hendes karriere brat, da hun blev ramt af et stroke. Ordet stroke er en fælles betegnelse for blodprop i hjernen eller hjerneblødning.

- Jeg savner det forfærdeligt. Min grund til at leve er at synge. At synge er alt, der er krop, instinkt og hoved, sagde hun i et interview i juli.

Samme år, som Juliette Gréco blev syg, mistede hun også sin eneste datter, Laurence-Marie.

Juliette Gréco er kendt for hits som "Jolie mome" og "La javanaise".

Onsdag aften udtaler Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at selv om Juliette Gréco nu slutter sig til andre afdøde franske stjerner som blandt andre Charles Aznavour, er "musen fra Saint-Germain-des-Pres udødelig".

- Hun var elegancen og friheden, skriver Macron på Twitter.

- Hendes ansigt og hendes stemme vil fortsat akkompagnere vores liv.

/ritzau/