»Synd for de medvirkende, hvis de faldt igennem på TV,« siger TV-producent

1,2 millioner danskere sidder hver fredag og skråler med, når TV-værten Amin Jensen og kendte danske kunstnere dyster i den populære musikalske gætteleg »Hit med sangen«. De synger, så det gynger.

Når de dygtigste sangstjerner i Danmark optræder i quizzen, får man indtrykket af, at de kan brillere med enhver sangtekst fra den danske og udenlandske sangskat.

Men sådan er virkeligheden slet ikke. I dag kan B.T. afsløre, at når deltagerne gætter en sang, og de ikke kan huske mere end det første par strofer, så stoppes optagelserne, mens de medvirkende får tid til at lære teksten.

Det indtryk, man får af spontaneitet ved de pludselige og imponerende solosange, holder ikke stik - for det hele er indøvet.

Studievært Amin Jensen skjuler intet:

»Når kunstnerne har gættet sangene, kan de få al den hjælp, de har brug for med teksten. Hvad enten de vil ud at øve sig eller have den på en skærm. Der er ikke meget ved, at kunstnerne sidder og synger la-la-la det meste af tiden.«

Amin Jensen kender alle beskyldningerne omkring DRs fredags-hit »Hit med sangen«: Det er snyd, det hele, de medvirkende får alle sangtekster på teleprompter osv. Men: Kun tre personer ved, hvilke sange de indbudte gæster skal gætte: Amin Jensen, kapelmester Bobby Rickets og Jørgen de Mylius. Pianisterne Sascha Dupont og Jens Krøyer ved lige så lidt som gæsterne, før de går ind i studiet til det forventningsfulde publikum.

Et par timer før optagelserne har de medvirkende kunstnere haft tid til at øve sig på at synge sammen, og Jørgen de Mylius har gennemgået programmet med spørgsmål fra tidligere udsendelser, så de ved, hvad et stopord er.

Kunstnerne har altså også muligheden for at se teksten på en såkaldt teleprompter, mens de selv kigger ind i kameraet, ligesom når TV-Avisen bliver læst op. Så ser det ud, som om kunstneren kan hele teksten, selvom der blot læses op.

Producenten Merete Mortensen, direktør i Mastiff Medier, mener ikke, at man narrer seerne, og desuden tror hun, at seerne er ligeglade med fremgangsmåden:

Fyr den af

»Det er ikke snyd, men en støtte, at kunstnerne kan hente hjælp til en linie, hvis de har brug for det, efter de har gættet slutsangene. Det er ikke en vigtig ting for programmet. Det er gættelegen og glæden ved musikken. De fleste kunstnere kan rigtig meget selv, men det er vigtigt, at de kan føle sig trygge og fyre den af. Så får jeg også de gode kunstnere til at komme og kan lokke mere end et vers og et omkvæd ud af dem. De skal ikke sidde og være nervøse for at falde igennem. Det ville jeg også synes var synd for dem.

Jeg tror, seerne er ligeglade, og det er også programmet uvedkommende,« siger Merete Mortensen.

I en fjerdedel af tilfældene kan en sanger eller en skuespiller ikke teksten, oplyser DR, og så stilles kameraerne på standby, indtil linierne er terpet igennem.