Hun var parat til at gå i krig over en lampeskærm, da han var på vej ud ad døren. I dag tager de på ferier sammen med nye kærester, børn og børnenes kærester. Mød Sonja Wolffsbrandt Christensen og Klaus Hornemann Møller, der er skilt, men holder fast i at være en familie.

Sonjas skuldre er sænkede, og der er en stemning af ro og 'snart weekend' i luften. Klaus går hjemmevant rundt i Sonjas yndige lejlighed, rydder vinglas af og tager selv en kop kaffe mere. De er ikke et par mere, men de er hinandens familie. Vejen til den erkendelse er gået hen over to årtier, et dødsfald og et hjertestop.

Undervejs har de lært dette:

»Lad være med at være rethaverisk. Ultimativ retfærdighed eksisterer ikke. Det er kun noget, som du kan give til andre mennesker,« siger Klaus.

Sonja er enig og husker et skamfuldt øjeblik, da hun var ved at lade småligheden overvinde hende.

»Jeg var ved at gå i krig over en lampeskærm. Den skulle du bare ikke have med, da du var på vej ud ad døren med dine ting. Men du lod mig få den uden videre og gik. Så fik jeg ellers lov til at sidde tilbage med min grimmeste side og min hjemmelavede lampeskærm,« husker hun.

Klaus fik senere lampeskærmen tilbage og har den stadigvæk. Lampeskærmen er symbolet på Sonjas vigtigste lærestreg:

»Lad være med at drage i krig, for så kan du ikke få fred,« siger hun.

Overvældet af hverdagen

Historien om deres forhold er klassisk: Romantisk møde, svær hverdag.

»Du var nogle år ældre end mig, og jeg fornemmede, at du var anderledes dyb og eftertænksom end mine jævnaldrende,« husker Sonja om den første tid.

»Sonja fangede mit blik. Hun så dejlig ud og var meget feminin, men ikke på sådan en 'rød neglelak-agtig' måde. Hun udstrålede en god blanding af sejhed og naivitet,« siger Klaus.

De kunne sagtens skændes, men var overordnet enige om, hvilken retning livet skulle gå. Og så blev Sonja gravid.

»Jeg havde meget lyst til at få et barn, men det var ikke planlagt. Vi havde kun været sammen i halvandet år, så vi var helt uforberedte på, hvordan det ville påvirke parforholdet,« husker Sonja.

Datteren Malikas første år var hårdt, og de tilbragte meget af tiden hver for sig: Klaus var arbejdsløs og blev sendt i aktivering hver dag fra 15 til 23. Når han kom hjem, kunne han ikke falde i søvn og sov derfor ofte til langt op ad formiddagen.

Byttede roller

Da Malika var seks måneder, gik Klaus på barsel, og de byttede roller. Nu havde Sonja travlt med at realisere sin drøm om at blive børnetøjsdesigner, og pludselig var Klaus alene med det hele.

»Vi var så frustrerede begge to. Der var altid en af os, som følte sig overvældet af alle de huslige opgaver. Og fordi vi var meget unge, tog vi ikke snakken. Vi startede skænderier,« erindrer Klaus.

»Skulle jeg ændre noget, så var der mange af diskussionerne, der ikke var relevante, og som vi bare burde have ladet ligge.«

Sonja nikker genkendende til Klaus’ analyse.

»Vi var så umodne. Hvis mit nuværende jeg skulle sige noget til mit unge jeg, så ville det være 'hold ud!' Og så ville jeg tale med ham om, hvor svært det hele var. Jeg var ikke klar over, hvor stor en omvæltning det er, at kroppen ændrer sig så drastisk på så kort tid. Vi havde svært ved at finde tilbage til den fysiske del af vores forhold. Og det savnede jeg. Men jeg ville stadig sige 'hold ud og find en vej'. Det blev meget Malika, som alting handlede om. Vi glemte at være kærester.«

Drømmen brast

Det var Sonja, der ville skilles. Men hun havde ikke forudset, at Klaus ville tage hende på ordet så prompte.

»Jeg var ikke afklaret, da vi gik fra hinanden, og det var svært ikke at være sammen hele tiden. Jeg følte mig mislykket,« siger Sonja.

Klaus nikker og supplerer:

»Drømmen om at have en familie brast for alvor. Jeg følte en stor sorg over, at nu gik familien i opløsning, og at jeg havde mistet det holdepunkt for evigt.«

Men Malika blev limen i en ny familiestruktur. Ingen af dem kunne holde ud ikke at være sammen med hende, og de brugte hinanden som støtte og babysitter.

»Kort tid efter bruddet blev vi begge ramt af en hård influenza. Først mig og så Klaus. Han kom over med Malika, og så lå vi der i dobbeltsengen, nyskilte og dødssyge, mens Malika bare havde en fest midt i det hele. Det står for mig som et godt billede på vores nye liv sammen. Jeg var stadig meget knyttet til Klaus. Respekten for hinanden var uændret.«

To kæmpekriser

De fik begge nye kærester og købte kolonihavehuse dør om dør, så Malika kunne løbe frem og tilbage mellem mor og far. Og Sonja fik en søn mere, Oskar, med sin nye mand Brian.

Men den nyfundne harmoni tog en frygteligt drejning, da Brian døde af kræft som kun 34-årig. Oskar var fyldt et år, og Sonja havde netop åbnet egen butik.

»Det var rystende for os alle, og det er en oplevelse, der stadig sidder i os. Jeg ville støtte op om Sonjas projekt og indstillede mig på, at jeg skulle have en langt større rolle i Oskars liv fremover, end hvad der ellers lå i kortene,« fortæller Klaus.

I 2010 var døden igen tæt på. På en ferie med Malika blev Klaus ringet op.

Sonja var ikke død, men hun har været det. I otte minutter.

Nu lå hun i koma på Odense Universitets Hospital, og alt tydede på, at de skulle tage deres afsked med hende.

»Hele min verden faldt sammen. Sonja havde fået hjertestop, og vi anede ikke, om hun vågnede op igen. Og hvis hun gjorde, ville hun måske være hjerneskadet. Oskar ville miste begge sine forældre. Og jeg vidste, at de to søskende skulle vokse op sammen, de skulle have hinanden, så pludselig var han også min. Der var så mange tanker og følelser på spil. Alt det lort, skænderier og uenigheder fra fortiden... alt forsvandt! Jeg gav fuldstændig slip på al negativ energi, jeg havde rettet mod Sonja eller vores brud,« siger Klaus, der suppleres af Sonja:

»Og det har jeg mærket lige siden, Du holdt bare op med at rette på mig og skælde ud. Fuck! Det ændrede alt. Vi opdagede begge med et, hvad det var, der var vigtigt,« fortsætter Sonja.

Sonja fik en pacemaker - og en ny form for familie: Klaus gjorde sig til Oskars bonusfar, uden nogen bad ham om det.

»Kriserne tømrede vores familier sammen. Det var ikke længere en pligt at hjælpe. Det blev til kærlighedsgerninger,« siger Sonja.

Rejser sammen

I dag ses Klaus og Sonja ofte og rejser verden rundt sammen - med nye kærester, børn og børnenes kærester.

»Vi er helt afklarede i forhold til hinanden. Det er ikke sådan, at en af os sidder og håber, at hvis vi drikker en masse gin på altanen, så ender ferien i, at vi kysser. Efter Brians død og Sonjas hjertestop er der noget helt andet på spil,« forklarer Klaus.

»Der er er kun ren kærlighed tilbage, ikke 'kæreste-kærlighed'.«

Men hvad med de kærester, der også har været en del af deres liv, og dem, der venter i fremtiden?

»Vi må acceptere hinandens kærester. Og det har egentlig ikke været svært. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt de kan acceptere os,« siger Klaus.