Simon Kvamm og Peter Sommer optræder uden ord i musikfilmen "Østjylland Dreaming", som kan ses gratis i Ry.

"Østjylland Dreaming" er titlen på en ny musikfilm med Simon Kvamm og Peter Sommer i hovedrollerne.

Duen De Eneste To tog i august 2010 rundt på de østjyske landeveje sammen med et kamerahold og instruktøren Michael Noer. Det blev til en 15 minutters film, der fortolker Kvamm og Sommers musikalske og tekstlige univers med udgangspunkt i duoens debutalbum.

- Jeg ville gerne lave en musikfilm, som hvis Jørgen Leth var blevet i Aarhus. En kærlighedserklæring til Jylland, et fast blik og store bryster. Blod og villaveje, siger Michael Noer.

I "Østjylland Dreaming" optræder De Eneste To uden ord. Det synger, er til stede og beskuer. Under optagelserne måtte de hverken dømme, interagere eller ændre på noget, da Michael Noer ville lave filmen så autentisk som muligt.

- Fotografen Casper Dalhoff og jeg var fra starten fast besluttet på, at filmen skulle have et dokumentarisk udtryk. At vi ville filme mennesker i deres egne omgivelser, indfange dem så vidt muligt, helt naturligt, en af dem endda helt naturel, fortæller Noer.

"Østjylland Dreaming" vises kun en enkelt dag i en enkelt biograf, nemlig Ry Bio i hjertet af Østjylland. Biografen viser filmen fem gange i løbet af onsdag den 16. marts. Første gang er klokken 17, og derefter vises filmen hver time frem til klokken 21.

Der er gratis adgang til alle forestillinger, der præsenteres af filmens medvirkende. Efter forestillingen spiller De Eneste To tre sange for gæsterne, og den lokale pølsemand har lovet at rulle op foran Ry Bio, ligesom der også vil være mulighed for en enkelt, kold øl.

/ritzau/