Efter knap fem års stilhed er gruppen When Saints Go Machine tilbage. Med sig har den en amerikansk rapper.

København. Det er ti år siden, at den danske elektro-popgruppe When Saints Go Machine første gang udgav en ep, og siden gik det kun støt opad for gruppen, der i 2008 vandt P3 Talentet og i 2010 åbnede Orange Scene på Roskilde Festivalen.

De seneste fem år har der dog været mere stille fra gruppen, som består af Nikolaj Manuel Vonsild, Jonas Kenton, Simon Muschinsky og Silas Moldenhawer.

Medlemmerne har i de seneste år udfoldet deres kreativitet i andre musikalske konstellationer, men til maj udgiver gruppen en ny ep, der har fået titlen "It's A Mad Love", og allerede onsdag udkommer gruppen med singlen "ZeroFrame".

Det lange pusterum har ifølge forsanger Nikolaj Manuel Vonsild givet plads til fordybelse.

- Vi havde brug for at mærke, at der var et liv uden for bandet. Musikalsk havde vi brug for at søge egne projekter, og det daglige liv havde brug for mere input og mindre output, forklarer han i en pressemeddelelse.

When Saints Go Machine var sidst aktuelle på udgivelsesfronten med albummet "Infinity Pool", som gruppen sendte på gaden i 2013.

- "It's A Mad Love" er lydmæssigt mere fri af form end tidligere udgivelser, fortæller Nikolaj Manuel Vonsild i meddelelsen.

Med sig på den kommende ep har den danske gruppe en af amerikansk hiphops helt store stjerner.

På nummeret "ArrowThroughSkinOutOfBlueSky" optræder nemlig rapperen Killer Mike, der er kendt fra hiphop-duoen Run The Jewels.

Killer Mike har tidligere medvirket på gruppens nummer "Love And Respect" fra albummet "Infinity Pool".

When Saints Go Machine spiller i år på Heartland Festival og til SPOT.

Ep'en "It's A Mad Love" udkommer 4. maj.

/ritzau/