Sammen med sine komiske kompagnoner, Mille Lehfeldt og Laus Høybye, tog Jakob Fauerby allerede hul på julen i november, da de i form af satiretrioen Platt-form havde premiere på deres nyeste show, "Genbrugsjul".
I showet, som spiller på Aveny-T på Frederiksberg til og med 20. december, roaster de julen, så det dufter brunt og brændt, lyder det.
Her undersøger de med satiriske cirkelspark, hvordan man finder julehyggen i en verden, der er ved at gå under.
I Jakob Fauerby gemmer der sig en lille Gertrud Sand - den ekstremt juleglade hustru fra De Nattegales "The Julekalender", der brændende ønsker sig en foodprocessor.
Der står ikke en foodprocessor, men derimod altid sokker og underbukser på Jakob Fauerbys ønskeseddel. I år ønsker den kendte skuespiller sig også en ged.
Hvordan skal du holde jul i år?
- Vi holder altid jul hjemme. I år bliver vi ufatteligt mange mennesker. Min svoger fra Brasilien får sin søster, nevø og niece på besøg. Vi bliver omkring 18 mennesker i alt, så det bliver noget med at få gang i en ekstra ovn.
Hvad gør du til jul, som overrasker andre?
- Jeg er jo meget traditionel, hvilket allerede der kan overraske andre, fortæller Jakob Fauerby.
- Jeg laver både flæskesteg, and, medisterpølse og to slags æbler og stuvet spinat. Det er det helt store udtræk, jeg har gang i, og det er på trods af, at jeg ikke selv spiser svinekød.
- Jeg samler på porcelæn, og til jul er det julestellet fra Royal Copenhagen. Der gemmer sig en lille Gertrud Sand inde i mig, må jeg indrømme.
Hvad er dit bedste juleminde?
- Jeg har været velsignet med enormt mange gode jule, men mit bedste juleminde er, da jeg som barn havde ønsket mig en Barbie-dukke. Jeg vidste godt, at mine forældre ikke var særligt meget for, at jeg måtte få det der kommercielle legetøj. Men under juletræet det år lå der alligevel en pakke, der lignede den kasse, som man får en Barbie i.
- Jeg får rystet pakken under juletræet, og der var bare helt tydeligt en Barbie indeni, og jeg følte, jeg var verdens heldigste barn! Da jeg så åbnede pakken, var det en Sindy-dukke ...
- Min mor sagde noget lignende: "Se, hun ligner et almindeligt menneske". Det var bare ikke det, jeg ville have. Jeg ville ikke have et almindeligt menneske - jeg ville have en Barbie-dukke. Det var mit bedste juleminde ... Altså lige indtil jeg pakkede gaven op.
Hvad er din mest mislykkede jul?
- Min mest mislykkede jul var, da jeg holdt den jul, der viste sig at være min oldemors sidste jul. Min moster kom også på besøg sammen med min fætter. Da de ankommer, har jeg lige tændt ovnen på grill, så flæskestegen kunne få sprøde svær, fortæller Jakob Fauerby og fortsætter:
- Da min moster og fætter kommer, skal de bruge lidt hjælp til at bære pakker og julemad ind, så inden jeg har fået hjulpet dem indenfor, er der gået ild i flæskestegen. Sværene blev meget sprøde. Der var ikke nogen, der spiste flæskesvær den aften.
Hvad er den bedste gave, du har fået?
- Selv om jeg hader voksne mennesker, der siger, at den bedste gave, de har fået, er en eller anden lerfigur, deres barn har lavet i formning, så må jeg indrømme, at de to billeder, mine unger lavede til min mand og mig forrige jul, er den bedste gave, jeg har fået, fortæller Jakob Fauerby, der sammen med sin mand, Anders, og veninden Rebecca er forældre til en søn og en datter.
Hvilken julegave har fået dig til at græde?
- Jeg fik en særlig gave af min mor den sidste jul, hun levede. Den bibel, min mor og far fik af præsten, da de blev gift i 1975, fik jeg i julegave af min mor, fortæller Jakob Fauerby.
- Inde i Bibelen har præsten citeret det syvende vers i salmen "Det kimer nu til julefest": "Ja, sjunge hver, som sjunge kan: Nu tændtes lys i skyggers land, og ret som midnatshanen gol, blev Jakobs stjerne til en sol".
- Af alle de salmer og alle de citater, præsten kunne vælge, havde han valgt det vers, hvor mit navn bliver nævnt. Jeg fik mange gaver af min mor det år. For som hun sagde, var der en risiko for, at jeg ikke ville få flere julegaver af hende i fremtiden. Men Bibelen med det fremhævede vers fra "Det kimer nu til julefest" var noget ganske særligt.
Hvad håber du, der ligger under juletræet i år?
- Min mand har min ønskeseddel, så ham bliver jeg nødt til at høre, inden jeg ved, hvad jeg i virkeligheden ønsker mig, lyder det fra Jakob Fauerby.
- Men jeg ved, at der altid står sokker og underbukser på ønskesedlen, så mon ikke jeg bliver glad for det, hvis det ligger under juletræet i år. Ellers håber jeg, at der ligger en ged. Jeg er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp og har med egne øjne set, hvor stor en forskel sådan en ged gør for verdens fattigste.
/ritzau/
