Skuespiller Pelle Emil Hebsgaard elsker at køre i drive-in-biograf, og så er han stor fan af Peter Ingemann.

Før i tiden gik skuespiller Pelle Emil Hebsgaard meget i biografen, men efter at han er blevet far, er det blevet lidt mere besværligt.

Derfor elsker den 31-årige skuespiller at pakke bilen og køre i drive-in-bio med sin søn og sin hustru, radioværten Claudia Rex.

Hvis han skal se fjernsyn hjemme i sofaen, sætter han gerne en god dramaserie på - eller et program med Peter Ingemann.

Her fortæller Pelle Emil Hebsgaard, som fra 1. april er aktuel som vært på livsstilsprogrammet "Sommerdrømme" på TV2, om sit kulturforbrug:

Hvilken film så du sidst?

- Vi får ikke set mange film, men den sidste var nok "Dronningen". Den er så chokerende og velspillet, at man nærmest får ondt over det hele.

- Min yndlingsfilm må nok være "Life Is Beautiful". Den har siddet i mig, siden jeg så den for efterhånden en del år siden. Den satte sig rigtig, rigtig hårdt i mig, for jeg blev enormt rørt.

- Af nyere film er det "Joker", for den var så vild. Joaquin Phoenix spiller jo røven ud af bukserne. Det er så svært at gøre, hvad han gør, og så gør han det bare så gnidningsfrit og fantastisk. Det er en film, hvor man går fra salen helt mundlam.

Hvilke serier streamer du?

- At streame er nok det, vi gør allermest herhjemme. Vores yndlingsserie skifter lidt, for nogle dage har man lyst til "Handmaid's Tale", og andre dage har man lyst til "Peaky Blinders" eller "Westworld".

- Men jeg har min egen serie, som Claudia ikke bliver vred over, at jeg ser uden hende, og det er "Sopranos". Jeg har nok været igennem den fire gange og med god grund. Den er så god.

- Jeg elsker også alt med Peter Ingemann. Særligt i de her tider, hvor alt er katastrofe og kaos. Så har man ikke brug for mere af det. Og så har jeg det sådan: "Skal vi ikke bare se noget feel good med Peter Ingemann?". Han er så dygtig og menneskelig, så det er altid en fornøjelse.

Hvilke programmer kan få dig til at tænde for tv'et?

- Lige nu ser vi meget flow-tv, fordi vi selvfølgelig følger rigtig meget med i nyheder om coronakrisen, men ellers gør vi faktisk ikke.

- Flow-tv er lidt en døende race, og vi vil gerne selv kunne trykke pause og play. Det er 100 procent fremtiden, men jeg savner alligevel flow-tv. Den der summen i baggrunden.

Hvilke podcast lytter du til?

- Jeg kører rigtig meget i bil, når jeg skal ud til optagelser, og jeg kalder faktisk bilen mit herreværelse. Der kobler jeg meget af, og jeg elsker at lytte til podcasts om ægte historier fra mennesker, der selv fortæller dem.

- Jeg er især vild med "The Moth" og "Strangers". Jeg kan virkelig godt lide de engelske. Deres ordforråd er større og mere billedligt end dansk, synes jeg.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

- Der ligger min Kindle, som næsten er mit kæreste eje. På den ligger 55 bøger og venter. Lige nu læser jeg Ken Folletts "World Without End". Han kan suge én fuldstændig ind i historien, og hans karakterer er så detaljerede og medrivende, at man ikke kan andet end at æde bøgerne.

- Jeg har det også sådan med Jan Guillou. Jeg er helt sindssygt fascineret af de her historiske fortællinger. På ferier var jeg som barn altid ved at kaste op, når vi skulle ind for at se en eller anden betydningsfuld kirke, men det har alligevel sat sig, for nu er jeg den type, der render rundt og vil se historiske bygninger.

Hvor går du hen for at være kulturel?

- Vi har et spædbarn, så at gå ud og være kulturel er en saga blot. Men ville vi ud, så ville vi tage på restaurant eller måske tage ind og se mine kolleger i en teaterforestilling.

- Og så har vi faktisk en drive-in-biograf i nærheden, og den bruger vi så meget som muligt. Alt er bare nemmere og mere behageligt. Hvis baby græder, forstyrrer man ikke nogen, og det er hyggeligt med dyner og puder med. Hvis vi skulle i biografen, ville vi køre i drive-in.

- Mine venner og jeg tager også på en årlig tur til en europæisk storby. Vi går ud i byen med en sixpack hver, og den ene af gutterne er dybt fascineret af historie og arkitektur, så han kan snakke om bygninger og slotte i timevis.

- Så går vi rundt og drikker øl, mens hans ævler. Vi er altså helt oprigtigt kulturelle, men på en lidt afslappet drengerøvsmåde, og vi kommer hjem som helt nye mennesker.

/ritzau/