Kærligheden er bristet mellem skuespilleren Carsten Svendsen og hans kæreste, Cecilie de la Prada, igen.
Det oplyser den 46-årige revystjerne i et opslag delt på det sociale medie Instagram, og han bekræfter bruddet over for Billed-Bladet.
Det er anden gang, at parret går fra hinanden.
De mødtes og faldt pladask for hinanden, da de begge arbejdede på Aalborg Teater - han som skuespiller, mens at hun har en baggrund som forestillingsleder.
Parret blev gift i New York og fik en datter sammen. Men så tog livet nogle omvæltninger, og de voksede fra hinanden, fortalte Carsten Svendsen til Billed-Bladet i sommeren 2022.
- Men der går vel ikke mere end et år eller halvandet, hvor vi stadigvæk ses og tager på ferier sammen med vores datter for at give hende en følelse af familiesamhørighed, inden vi finder sammen igen. Jeg synes egentlig ikke, at vi nogensinde har været fra hinanden, og nu fungerer det dejligt, sagde han dengang til ugebladet.
Men nu er kærligheden bristet igen.
2025 har ikke været god ved Carsten Svendsen - og heller ikke for hans far, konstaterer skuespilleren på Instagram.
- Skilsmisse og hussalg for mit vedkommende og desværre har kræften meldt sin ankomst hos ham. Men midt i udfordringerne er der stadig plads til smil, tilføjer Carsten Svendsen i opslaget og fortæller, at han har tilbragt stjernestunder sammen med sin familie.
- En dag, der minder mig om at tiden skal bruges - på flere smil. Flere grin. Mere tid sammen med dem, der betyder noget.
Carsten Svendsen blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006. Tre år efter modtog han en talentpris til uddelingen af scenekunstprisen Reumert. I 2017 blev han hædret med prisen som Årets Revytalent.
Han har især udmærket sig på de skrå brædder. Blandt andet i Cirkusrevyen og Tivolirevyen. Og så er han også kendt for sit portræt af revykoryfæet Claus Ryskjær i TV 2's dramaserie "Dansegarderoben".
/ritzau/