Det allersidste afsnit af DR-dramaet "Carmen Curlers" ruller over skærmen søndag aften.

Rosalinde Mynster har været med i seriens første afsnit, som havde premiere i 2022.

Nu er hun med til at slutte serien af.

Den har været et fast holdepunkt i hendes liv de forgangne fire-fem år, også selv om hun i en periode flyttede til Berlin, hvor hun søgte hen for at få en tiltrængt pause.

- Jeg har haft nogle år, hvor jeg har arbejdet rigtigt meget. Jeg var blevet ked af, at jeg ligesom aldrig rigtigt kunne nå at glæde mig mere, fordi optagelserne af de forskellige ting lå så tæt, fortæller hun.

- Det havde jeg brug for at lave om, og det gjorde jeg blandt andet ved at flytte til Berlin. Det er svært og nervepirrende at sige nej til arbejde som freelancer. Man har en angst for at blive glemt. Så det var også derfor, at jeg nærmest blev nødt til at flytte til en anden by.

Det hjalp, fortæller hun.

- Jeg fik lov til at få et pusterum, sætte tingene på pause og til at fokusere på noget andet. Jeg kan mærke, at jeg har fået mere ro, siger hun.

Og glemt er Rosalinde Mynster ikke blevet.

Netop nu er hun i gang med optagelserne af TV 2's kommende julekalender, "I nissernes rige", som kanalen sender næste december.

Men ud over at blive tilbudt roller insisterer hun også på at skabe sit eget.

Hun har skrevet flere bøger og teaterstykker, og så har hun sammen med sin bror, Jasper Spanning, der er filmfotograf, lavet dokumentaren "Vores fars sol", som de i år modtog en Robert for.

I dokumentaren følger søskendeparret deres far, skuespilleren Søren Spanning, efter han i 2014 blev ramt af en blodprop, der lammede ham.

- Jeg bliver nødt til at se mig selv som kunstner, og at jeg har en iboende skaberkraft, som ikke er dikteret af, om nogen ringer eller ej, for jeg synes, det ville være at gøre mig selv mindre, end jeg er.

- Så ved at være kunstner er man altid i gang, og alt det, man laver, giver et eller andet i rygsækken, netop også ved at tage til Berlin og holde en pause og få et pusterum til at udvide mig selv og blive bedre til det, jeg gør, siger hun.

Rosalinde Mynster har fået talentet ind med modermælken med Søren Spanning som sin far og teaterveteranen Karen-Lise Mynster som sin mor.

Den 35-årige autodidakte skuespiller slog i 2008 sit eget navn fast med hovedrollen i dramaet "To verdener", men det helt store gennembrud kom i TV 2's seersucces "Badehotellet".

Siden har Rosalinde Mynster medvirket i blandt andet Bille Augusts "Kysset", thrillerserien "Den som dræber - fanget af mørket" og fra 2022 således også i "Carmen Curlers".

Serien er inspireret af virkelighedens iværksætter Arne Bybjerg, som i 1960'erne udviklede den elektriske papillot, Carmen Curlers.

Med opfindelsen kunne kvinder på få minutter bobbe håret op. Den lynhurtige løsning kunne frigive mere tid til kvindernes huslige gøremål.

Smart, lød salgsargumentet.

Men den elektriske papillot gjorde meget mere end det. Den skabte en masse arbejdspladser - mange af de stillinger blev bestredet af kvinder.

Det bliver også skildret i serien.

I premieresæsonen spillede Rosalinde Mynster hustruen til Axel Byvang, som DR's udgave af Arne Bybjerg hedder.

I sæson to og tre er hun blevet til hans ekskone, fordi hun ikke kunne folde sig ud sammen med ham.

- Jeg har også en næsten konstant lyst til at finde ud af mere om mig selv og en lyst til at skabe, siger Rosalinde Mynster.

- Dengang var det en tid, hvor selvrealisering kun var noget, mænd i virkeligheden gjorde, og det ville jeg med min personlighed heller ikke kunne leve under.

Sidste afsnit af "Carmen Curlers" kan allerede nu ses på DRTV og sendes på DR1 søndag aften.

/ritzau/