Los Angeles. Den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau er nomineret til den fornemme tv-pris Emmy i kategorien "bedste mandlige birolle" for sin præstation i den amerikanske tv-serie "Game of Thrones".

Det fremgår af Emmy-akademiets hjemmeside.

HBO-serien "Game of Thrones" er i alt nomineret til 22 Emmy'er ved årets prisuddeling, som sendes 17. september.

Blandt andet er den nomineret i kategorien "bedste dramaserie".

I serien spiller Coster-Waldau Jaime Lannister, der har været en gennemgående karakter i alle syv sæsoner, som hidtil er blevet sendt.

Flere danskere har optrådt i den populære tv-serie. Ud over Nikolaj Coster-Waldau ses også Frank Hvam, Pilou Asbæk, Dar Salim og Birgitte Hjorth Sørensen.

Emmy-uddelingen belønner de bedste præstationer inden for tv, i modsætning til Oscars, der fokuserer på de bedste filmpræstationer.

/ritzau/