Den Kriger-aktuelle skuespiller Dar Salim har fuld fart på karrieren og planlægger sit næste træk.

København. Han kom med egne ord "lidt ind fra sidelinjen" i 2008 med titelrollen i "Gå med fred Jamil", og her ti år efter gennembruddet er Dar Salim nu et af Danmarks mest etablerede navne.

Den 41-årige skuespiller har med kometfart indtaget toppen af plakaterne og kan netop nu ses som krigsveteranen CC i TV2's nye actiondramaserie, "Kriger".

- Jeg står et virkeligt dejligt sted. Det er en skuespillers fantasi at få lov til at komme til det sted, hvor man spiller hovedroller.

- Der er enormt mange dygtige spillere derude, så at komme hertil er en drøm, der går i opfyldelse, siger han.

Dar Salim er slet ikke uddannet skuespiller, men pilot.

Ved en tilfældighed fik han en rolle i TV2-serien "Forsvar", og efter et par småjob landede han gennembruddet i "Gå med fred Jamil".

Selv om den åbnede flere døre, besluttede Dar Salim alligevel at være selektiv.

- Jeg kom lidt ind fra sidelinjen og var lidt ligesom i "X Factor" - "hvor skal man placere ham henne?". Der var heller ikke nogen, der så ud, som jeg så ud, siger han og fortsætter:

- Men det var et spørgsmål om ikke at sætte sig selv i bås, huske at sige nej til ting, der lignede hinanden for meget, være tålmodig, vente og vælge de rigtige ting og gøre dem så godt som muligt. Samtidig satsede jeg på at få noget i udlandet, og det virkede også.

Det har blandt andet ført til roller i "American Odyssey", "Exodus: Gods and Kings" med Christian Bale, Sigourney Weaver og Ben Kingsley og ikke mindst i den verdensomspændende seriegigant "Game of Thrones" foruden store roller i de danske serier "Dicte", "Gidseltagningen" og det anmelderroste actionbrag "Underverden".

Især sidste år var ret vanvittigt, fortæller Dar Salim.

Ni måneder i rap medvirkede han i tre forskellige produktioner, som blev indspillet i fire forskellige lande.

Han tilbragte blandt andet seks uger i Spanien og en hel måned i Frankrig - langt fra sin syvårige søn, Zidane.

- Jeg kan ikke holde ud, hvis der går mere end en uge, hvor jeg ikke ser min søn, og det kan han heller ikke.

- Hvis ikke jeg kan komme hjem i weekenderne, så sørger jeg for, at der aldrig går mere end en uge eller ti dage mellem, at vi ser hinanden.

Nogle af optagelserne til "Kriger" blev indspillet i Spanien, men størsteparten fandt sted i København.

- Vi filmede meget om natten, og det er opslidende at optage fire måneder hver dag, især når man spiller hovedrollen.

Det er simpelthen bare at finde energien til det.

- Jeg skal stadigvæk op at lave madpakke, når jeg kommer hjem, hente, bringe, putte og så på arbejde. Det går ud over ens søvn og rytme, og man skærer alt andet fra: det sociale og sit eget voksenliv.

- Men så passer man sin familie og er der, så de ikke mærker noget og det gør de ikke og så giver man resten til arbejdet, siger Dar Salim.

Skuespilleren har knoklet det seneste år og har holdt det meste af 2018 fri for at lade batterierne op.

Han har blandt andet brugt sommeren i en sejlbåd sammen med sønnike.

- Nu er jeg begyndt at forholde mig til en del projekter igen, der ligger både herhjemme og i udlandet, og så må vi se, hvad for noget af det der går op i en højere enhed.

- Jeg har ikke sat underskriften på noget endnu, men jeg har heller ikke travlt med det. Jeg ved, der kommer rigtig meget knald på lige om lidt - spørgsmålet er bare, hvad der er sjovest at lave, lyder det fra Dar Salim.

"Kriger" kan ses på TV2 og TV2 Play mandag klokken 20.00.

På det stjernespækkede cast er også Lars Ranthe, Jakob Oftebro, Søren Malling, Danica Curcic, Nicolas Bro, Kenneth M. Christensen og Natalie Madueño.

/ritzau/