Der er dansk stjernestøv på rollelisten til det kommende Vikings-spinoff, afslører Netflix.

Hitserien "Vikings" får en spinoff serie på Netflix - 100 år efter begivenhederne, der kredsede om Ragnar Lothbrok, Ivar Boneless og skjoldmøen Lagertha.

Den nye serie har titlen "Vikings: Valhalla", og endnu engang er der danske stjerner på plakaten. Det afslører Netflix i en pressemeddelelse.

Det gælder blandt andre jazzsangerinden Caroline Henderson, som indtager rollen som Håkon Jarl.

- Som en storslået kriger og tolerant leder regerer Håkon Kattekat med rolig hånd. Selv om hun er hedensk, har hun formået at holde Kattegat åben for alle trosretninger i en udfordrende tid, lyder beskrivelsen fra Netflix i en pressemeddelelse.

Caroline Henderson har tidligere spillet med i en række teaterkoncerter samt den danske julekalender "Julestjerner".

Også danske Asbjørn Krogh Nissen, som har spillet Odin i filmen "Valhalla", har en tilbagevendende rolle i den kommende serie. Han spiller rollen som Jarl Kåre, der ifølge pressemeddelelsen udgør en trussel mod de gamle hedenske traditioner.

I hovedrollen som Leif Erikson - bedre kendt som Leif den Lykkelige - ses Sam Corlett, som er kendt fra sin rolle som Caliban i serien "The Chilling Adventures of Sabrina".

- Leif er grønlænder, opvokset i udkanten af den kendte verden og kommer fra en fast sammentømret familie, der er gennemsyret af den gamle hedenske tro. Som frygtløs sømand og fysisk hårdfør er Leif vores indgang til en vikingeverden i voldsom forandring, skriver Netflix.

Den 27-årige svenske model og skuespillerinde Frida Gustavsson indtager rollen som Freydis Eriksdottir, som er søster til Leif den Lykkelige.

Det er ikke kun i historien og blandt skuespillerne, at der er masser af danske aftryk. Mænd der hader kvinder-instruktør Niels Arden Oplev er også med til at instruere og producere serien.

I seersuccesen "Vikings", der går forud for den kommende serie, skortede det heller ikke på dansk islæt.

Her kunne Alex Høgh Andersen ses i rollen som Ragnar Lothbroks søn Ivar Boneless, Marco Ilsø spillede hans bror Hvitserk, og Ida Marie Nielsen indtog rollen som slavepigen Margrethe.

/ritzau/