Filmen "Psykosia", der er skrevet og instrueret af Marie Grahtø, er udtaget til årets filmfestival i Venedig.

Den danske film "Psykosia", der er skrevet og instrueret af Marie Grahtø og har Trine Dyrholm på rollelisten, er udtaget til dette års filmfestival i Venedig.

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Filmen hører under genren psykotisk realisme og vil være i konkurrence i den såkaldte kritikeruge.

I filmen, der får dansk biografpremiere til november, følger man Viktoria, der er en excentrisk og ekstremt selvdisciplineret forsker i selvmord. Hun inviteres til en psykiatrisk afdeling for at behandle den unge og grænsesøgende patient Jenny.

Gennem natlige samtaler om livet og døden kommer de to kvinder tæt på hinanden.

Det tidligere psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde har lagt kulisse til filmen, der har en kvindetrio i de bærende roller.

Lisa Carlehed spiller rollen som psykologen Viktoria, Victoria Carmen Sonne har rollen som patienten Jenny, mens den prisvindende skuespillerinde Trine Dyrholm spiller lægen Anna Klein.

Filmen er instruktør Marie Grahtøs debutspillefilm. Tidligere har hendes kortfilm "Daimi" fra 2012 og "Teenland" fra 2014 været nomineret til en Robert i kategorien bedste kortfilm.

Danmark havde senest en film med ved filmfestivalen i Venedig i 2017. Dengang var det filmen "Team Hurricane" af Annika Berg. Filmen modtog kritikerprisen.

Filmfestivalen i Venedig fandt sted første gang i 1932 og er verdens ældste internationale filmfestival. I år afholdes den fra 28. august til 7. september.

/ritzau/