30-årige Martin Brachér tog til Cypern i håbet om at date kendte danskere, som deltog i et psykologisk kærlighedseksperiment. Dog blev programmet alt andet, end hvad han havde forventet. 

Han mener, at han blev solgt en helt anden præmis om programmet, og havde i dag ikke takket ja til at deltage, hvis han var klar over, hvordan programmets cast og format var. 

»Formatet er anderledes, end hvad jeg føler, jeg købte ind på. Jeg troede, det var noget andet. Det er jo underholdende, men det er en tand for meget reality, end hvad jeg troede,« siger han til B.T.

Og særligt værten på programmet er en tand for kulørt til kunstnerens ellers abstrakte og farverige smag.

»Og så er det Kathrine Diez, der er vært. Det er måske lige at toppe den. Det er, som det er. De vil trække seere til frem for at have en vært med kvalifikationer,« siger han.

Castet i 'Villa of Broken Hearts' består blandt andet af deltagere som Nikita Klæstrup, 'Bachelor'-deltager Frida Bohm og musikeren Kevin 'Bro' Andreasen. 

Hovedcastet i 'Villa of Broken Hearts' er Marc Nielsen, der deltog i 'Forræder', fodboldspiller Martin Svensson, bokser Sarah Mahfoud, Casper Berthelsen og Frida Bohm fra 'Bachelor', musiker Kevin 'Bro' Andreasen, influencer Camilla Frederikke og podcastvært Nikita Klæstrup. Det er Kathrine Diez, der er vært på programmet, som Jill Liv Nielsen er såkaldt love coach på.
Hovedcastet i 'Villa of Broken Hearts' er Marc Nielsen, der deltog i 'Forræder', fodboldspiller Martin Svensson, bokser Sarah Mahfoud, Casper Berthelsen og Frida Bohm fra 'Bachelor', musiker Kevin 'Bro' Andreasen, influencer Camilla Frederikke og podcastvært Nikita Klæstrup. Det er Kathrine Diez, der er vært på programmet, som Jill Liv Nielsen er såkaldt love coach på. Foto: Prime Video

I programmet optræder Martin Brachér som en af de danske 'datere', som skal date castet, men Martin Brachér mener, at produktionen solgte ham idéen om personer, der ikke var kendt fra tv - og som skulle arbejde med sig selv. 

»Jeg blev fortalt, at det var kendte mennesker, som var kendt for andet end tv. Deltagerne er jo skide søde, men der går lidt for meget 'Paradise Hotel' i den, og det fandt jeg først ud af dernede.«

Adspurgt om det ikke er for nemt at kritisere på bagkant lyder svaret: 

»Det er jo svært at vide, hvad man går ind til, når det er et helt nyt program på dansk jord. Der findes ingen referencer eller tidligere sæsoner. Derfor vil alle tanker og oplevelser naturligt komme på bagkant, kan man sige. Jeg føler ikke, at jeg har kritiseret noget, jeg havde bare en anden idé om, hvad jeg gik ind til,« siger han. 

Martin Brachér forventede dog, at han skulle date nogle, der deltog i et psykologisk og udviklende kærlighedseksperiment.

»Inden afgang havde jeg et klart indtryk af, at castet bestod af mennesker, der ikke kunne associeres med de klassiske 'Paradise Hotel' eller 'Love Island',« siger han og fortsætter. 

»Jeg siger ikke, at alle fra castet passer ind i dén kategori, men jeg synes, der er et gennemgående tema, som godt kan trække tråde til netop de programmer.«

Martin Brachér tager sig godt betalt for sin kunst. På sin hjemmeside ligger priserne fra 10.000 kroner og helt op til 225.000 kroner for et værk.
Martin Brachér tager sig godt betalt for sin kunst. På sin hjemmeside ligger priserne fra 10.000 kroner og helt op til 225.000 kroner for et værk. Privatfoto.

Dog mener Martin Brachér, at han intet har imod programmet, men kalder sin egen deltagelse for en »fejlvurdering.« 

»Når jeg pludselig står på en strand på Cypern og holder takten med en strandketsjer, mens Kevin synger fødselsdagssang for Frida, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvordan summen af alle ens beslutninger i livet har ført mig til lige netop den situation,« lyder det. 

B.T. har tidligere talt med Martin Brachér, hvor han fortalte om dengang, han leverede kunst til Justin Bieber. Det kan du læse om HER