Manglende fokus på bevaring sletter vores historiske fodspor, mener danske konservatorer. 1,3 millioner effekter og værker på de danske museer er i dårlig stand.

På museer og i arkiver over hele landet forfalder værdifulde historiske genstande på grund af for få ressourcer og manglende bevidsthed om nødvendigheden af en bevaringsindsats. Det mener størstedelen af de danske konservatorer og konservatorstuderende ifølge en rundspørge, som Kunstakademiets Konservatorskole har foretaget.

- Nok er det ikke store værker som for eksempel Solvognen, det drejer sig om, men alle genstande og værker, som findes i museernes magasiner, er jo blevet vurderet og udvalgt, fordi de netop viser noget specielt om vores fortid og fordi, de har en værdi for vores kulturarv. Og når først en ting går tabt, kan den ikke genskabes, fortæller seniorkommunikationsrådgiver Sara Ringgard, som har stået i spidsen for undersøgelsen.

93 procent af de adspurgte konservatorer vurderer, at forkert opbevaring og manglende konservering ofte er skyld i, at værdifulde genstande går tabt.

- Det kan være malerier af mindre kendte kunstnere, som måske symboliserer en bestemt tidsånd, møbler lavet efter gamle håndværkerteknikker, som bliver stablet på en uforsvarlig måde, eller det kan være gamle oldtidsfund, tekstiler og skeletter, siger Sara Ringgaard.

Af en undersøgelse, som Kulturarvsstyrelsen - i dag Kulturstyrelsen - foretog blandt landets museer i 2009, fremgik det, at 14 procent af de opbevarede museumsgenstande, svarende til godt 1,3 millioner effekter og værker, var enten svært skadet eller behøvede behandling.

- Det kan jo ikke undgås, at det går ud over den danske kulturarv, når der ikke er ressourcer nok til at sikre en tilfredsstillende bevaringsindsats på museerne, arkiverne og bibliotekerne. Og når man måske ikke engang er bevidst om, hvornår der er behov for konserveringsarbejde eller en forbedring af opbevaringsforholdene, så siger det sig selv, at bevaringsværdige genstande vil gå tabt, siger René Larsen, tidligere rektor for konservatorskolen.

Organisationen Danske Museer udgav senest i 2006 en rapport om forholdene på de danske museers magasiner. I rapporten konkluderes det, at kun en tredjedel af magasinerne var af god kvalitet, en tredjedel havde mangler, som kunne afhjælpes, og en tredjedel var af så dårlig kvalitet, at det ikke var muligt at bringe opbevaringsforholdene op på et acceptabelt plan.