Kærligheden er bristet mellem den kendte filminstruktør, forretningsmand og skuespiller Søren Fauli og hans hustru, psykoterapeuten og forfatteren Annika Lillelund Fauli.

Det bekræfter parret i en fælles udtalelse til Se og Hør.

- Det er med tunge hjerter, at Annika og jeg vælger at opløse vores ægteskab efter 19 år. Vi holder umådeligt meget af hinanden, men fungerer desværre dårligt som ægtefolk, lyder det i beskeden.

Søren Fauli og Annika Lillelund Fauli understreger i beskeden til ugebladet, at de er enige om beslutningen om at gå fra hinanden.

De er gode venner og fast besluttede på at samarbejde, også når det er svært, lyder det.

- For det er trist og synd for vores søde børn, der jo ikke har valgt dette, og som får et mere besværligt liv, skriver parret i beskeden og understreger, at de beder om ro og ikke har mere at tilføje for nu.

Sammen har parret to børn.

Familien består også af Søren Faulis tre børn fra hans første ægteskab med forfatter, coach og tidligere tv-vært Barbara Læssøe Stephensen, som han blev skilt fra i 2004.

I 2007 bekræftede han, at han dannede par med Annika Lillelund Fauli.

Annika Lillelund Fauli skrev i 2016 sammen med Søren Faulis forhenværende svigermor, Lene Stephensen, der er uddannet lærer med speciale i psykologi og har en kandidat i pædagogisk psykologi, bogen "Skilsmissens ABC - Guide til en bedre skilsmisse for dig og dine børn".

Søren Fauli beskrev i Radio IIII-programmet "Skilsmissen" i 2024, at han først følte, han blev voksen, da han blev skilt fra Barbara Læssøe Stephensen.

- Han forstod ikke, at han kunne miste sit ægteskab og familie, før det ikke længere stod til at redde, lød det blandt andet i omtalen af programmet.

- I dag ved Søren, at man skal kæmpe for sit ægteskab. Men midt på slagmarken bliver han også bekræftet i, at han er omgivet af netop kærligheden.

62-årige Søren Fauli er kendt for at have stået bag kameraet på kultfilmen "De skrigende halse" fra 1992 og for komedien "Polle Fiction" fra 2002.

Han har desuden instrueret en lang række reklamefilm og har også medvirket i nogle af dem. Især er han kendt for at agere en af konfektureproducenten Toms chokoladeskildpadder.

Søren Fauli har været en del af butikskæden Normal. Han solgte sin andel i 2016 og tjente over 50 millioner kroner på salget.

/ritzau/