Det var én enkelt kommentar under en julemiddag, der var med til at trigge en årelang kamp mod en spiseforstyrrelse.
Det fortæller influencer Paulina Lykke i podcasten 'Sig det højt'.
»Jeg sidder og spiser med hele min familie, hvor der en, der påtaler, at jeg spiser meget,« lyder det om den aften, hvor det hele startede.
Paulina Lykke fortæller ærligt, hvordan spiseforstyrrelsen startede, da hun blot var 13 år gammel.
»Det er så sårbart at være i den alder, og den sætning fik mig til at gå ud og kaste hele julemaden op. Sætningen kickstartede rigtig mange år, hvor jeg gjorde det,« siger hun om starten på sit sygdomsforløb.
Og særligt en episode sidder stadig fast hos hende.
»Da jeg var 14-15 år skulle jeg op til et modelbureau og få taget et par billeder, fordi jeg sindssyg gerne ville være model. Der fik jeg af vide af hende, der havde bureauet, at jeg havde for tykke fingre, så jeg kunne ikke blive model. Jeg mener det, den sidder stadig i mig. Jeg er stadig bevidst omkring det.«
Episoden med ejeren af modelbureauet påvirker stadig Paulina Lykke i dag, da hun til tider stadig kan være for bevidst om sine fingre.
Selv da influenceren var gravid med sit første barn i en alder af 24 år, var spiseforstyrrelsen stadig altoverskyggende.
»Jeg spejlede mig totalt i de andre mødre på Instagram, der stod snorlige. Der var ingen, der talte om, at kroppen forandrede sig.«
Men til trods for, at spiseforstyrrelsen har været så dominerende for Paulina Lykke, bruger hun sin erfaring til at sætte fokus på sin Instagram.
På sin profil sætter hun blandet andet fokus på kropsidealet og mental sundhed, hvor hun gør op med perfekthedskulturen og tynde kropsidealer.
»At være tynd for mig er ikke lig med at være lykkelig, og det har ikke været min historik,« fortæller hun i podcasten.
Paulina Lykke fortæller yderligere, at hun, efter hun er blevet mor, er blevet mere bevidst om, at hendes datter ikke skal vokse op med en mor, der kritiserer sig selv foran spejlet.
»Hun skal ikke se mig hade min krop,« lyder meldingen.
I dag er Paulina Lykke medicineret, og det er noget, hun ville ønske, at hun var, allerede dengang hun var teenager.
Kæmper du med en spiseforstyrrelse, kan du kontakte foreningen for spiseforstyrrelse og selvskade her, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
