Connie Nielsen kan næste år ses i den psykologiske dramaserie 'Close to me' på streamingtjenesten Viaplay.

Tilsyneladende lever Jo Harding et perfekt familieliv. Men da hun skal genvinde sin hukommelse, hun har mistet under et styrt, opdager hun, at bag det polerede ydre holdes en hemmelighed skjult for hende.

Det er omdrejningspunktet i Viaplays kommende serie 'Close to Me', som har den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen i hovedrollen som Jo Harding.

Over for hende i rollen som ægtemanden står den britiske skuespiller Christopher Eccleston, der især er kendt for sin Emmy-vindende rolle i BBC-serien 'Doctor Who'.

Det psykologiske drama 'Close to Me' er baseret på forfatteren Amanda Reynolds bestsellerroman af samme titel.

Foruden at indtage den kvindelige hovedrolle er Connie Nielsen blandt seriens executive producere.

Optagelserne ventes snart at begynde i England.

Normalt er Connie Nielsens nuværende hjemmebane i USA, hvor hun har udmærket sig i storfilmen 'Gladiator', thrilleren 'One Hour Photo' og i filmene om 'Wonder Woman'.

Dansk film og tv har dog også formået at lokke den 55-årige frederikshavner hjem.

Hun har blandt andet medvirket i Susanne Biers drama 'Brødre', Lars von Triers 'Nymphomaniac' og senest i DR's filmatisering af Jakob Ejersbos 'Liberty' fra 2018.

'Close to Me' får premiere på Viaplay til 2021.

/ritzau/