I videoen ovenover kan du se alle vinderne af 'bedste film' siden år 2000.
Den danske stjerneskuespiller Claes Bang vandt ikke en Oscar, da 'The Square' blev forbigået som 'bedste udenlandske film'.
I stedet vandt 'A Fantastic Woman', og efterfølgende proklamerede Claes Bang, at han skulle i baren og drikke sorgen væk.
»Det er røværgerligt og træls. Det er noget lort. Nu står jeg i baren og bestiller et stort glas hvidvin, og så vil jeg i første omgang prøve at skylle nederlaget ned med det,« siger Claes Bang ifølge Ritzau.
»Jeg har det dårligt, det er rædselsfuldt, jeg er rasende, det er noget lort,« siger han videre.
'The Square' er instrueret af svenske Ruben Östlund. Ud over dansk medproducer og hovedrolle har den også dansk birolle og klipper. Den har også modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI).

Danske dokumentarer
De oscarnominerede dokumentarfilm 'De sidste mænd i Aleppo' og 'Strong Island', der begge har danske kreative kræfter bag sig, går ikke fra dette års oscaruddeling med en gylden statuette.
Det står klart, efter at filmen "Icarus" natten til mandag dansk tid blev kåret til bedste dokumentarfilm ved showet i Los Angeles.
"De sidste mænd i Aleppo" er en dansk hovedproduktion med støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI). Filmen handler om organisationen De Hvide Hjelme, der arbejder for at hjælpe civilbefolkningen i krigshærgede Syrien.
Søren Steen Jespersen er producer på filmen. Og han tager det ikke så tungt, at det ikke blev til en pris natten til mandag.
»Jeg har hele tiden følt, at vi allerede vandt, da vi blev nomineret, og sådan har jeg det stadig. Vores film er et stærkt vidnesbyrd om krigens grusomhed med eller uden en Oscar. Nomineringen har i sig selv været et enormt skulderklap for hele holdet,« siger Søren Steen Jespersen via en sms fra salen i Los Angeles til Ritzau.
Samtidig blev filmfotografen Dan Laustsen forbigået for sin fotografering af 'The Shape of Water'. I stedet gik den til Roger Deakins og filmen 'Bladerunner 2049'.
Han fik dog en smule oprejsning, da 'The Shape of Water' vandt prisen for 'bedste film'.