Med hits som "I Don't Mind" og "Love Will Keep You Warm" var Swan Lee et af 00'ernes største danske rockbands. Nu skal de forsøge at gøre sig selv kunsten efter i 20'erne.

17 år efter genforenes trioen nemlig, og samtidig udgiver de et tredje album og tager på turné.

Det skriver Swan Lee i en pressemeddelelse.

Her forklarer bandet også, at de i løbet af de seneste to år har nærmet sig hinanden musikalsk, efter at de gik hver til sit i 2005, og at det er grunden til, at de nu er klar til at mødes på ny.

- Legen er blevet sjov. Og inspirerende. Vi har opdaget, at den gamle telepati og den kreative nysgerrighed er intakt. Vi har været i øvelokalet og er netop nu i gang med at udvikle og forfine både sangskrivning og udtryk, udtaler bandet i pressemeddelelsen.

Bandets tre medlemmer, sangerinde Pernille Rosendahl, trommeslager Emil Jørgensen og guitarist Jonas Struck, dannede Swan Lee i 1999 og udgav deres første album "Enter" i 2001.

På trods af flere tilbud om en pladekontrakt valgte bandet at udgive musik på deres eget pladeselskab, Go Go Records.

I 2004 udgav de deres selvbetitlede andet album, og det gik direkte ind som nummer et på den danske hitliste.

Året efter splittede bandet dog op, fordi de med egne ord var vokset fra hinanden.

/ritzau/