Vi kender dem allerede, Naia Thulin og Mark Hess.
To efterforskere portrætteret skuespillerne Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard.
For fem år siden var 'Kastanjemanden' den krimiserie, som alle talte om.
Nu er den populære serie inden længe tilbage med endnu en sæson, hvor de to hovedkarakterer Naia og Mark forsøger at navigere i kompleksiteten mellem en krævende karriere og et familie- samt følelsesliv, der skal holdes intakt.
LÆS OGSÅ: Her er alt, vi ved om 'Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to'
Og det er måske ikke noget, der ligger helt fjernt for skuespilleren Danica Curcic for tiden.
Hun har sin mor og baby på seks måneder i et nabolokale til der, hvor Woman møder hende i forbindelse med den ny sæson 'Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to'.
»Det går godt og er fantastisk, når man har en støtte,« siger hun.
Danica Curcic, som er mor til to døtre, har opdaget en side af sin karriere, som er begyndt at betyde noget helt nyt for hende, siden hun blev mor.
»Arbejdet er blevet et større frirum for mig. Der er noget med, hvordan jeg disponerer min energi nu. Jeg kan ikke på samme måde som før begrave mig i arbejdet - heller ikke derhjemme. Det er ret sundt.«
Danica Curcic har i den grad også haft travlt det sidste årti, hvor hun har spillet med i adskillige serier og film. Senest husker du hende måske bedst fra en anden populær Netflix krimi, nemlig 'Reservatet'.
»Jeg har stadig meget høj drivkraft og ambitionsniveau, men jeg er 100 procent også ved at lære, hvad jeg skal prioritere og sige 'ja' til,« fortæller Danica Curcic.
Samme læring har hendes kollega Mikkel Boe Følsgaard stået over for, da han stiftede familie med sin kone Freja Friis, som han har to børn med.
»Som skuespiller er det lidt et on/off liv. Når du er i gang med noget, er man der 100 procent, og så slutter det, og så ved man ikke, hvornår det næste kommer. Der er det vigtigt for mig at have et sted, hvor jeg kan koble helt af og tage pauser og også turde sige 'nej' arbejde,« fortæller han.
At være væk i længere tid både fysisk og mentalt kræver en del fleksibilitet fra ens familie, forklarer Mikkel Boe Følsgaard.
Derfor er der også andre hensyn end det til hans karriere og faglige udvikling, der er med til at afgøre, hvilke jobs han siger ja og nej til.
»Tidligt i karrieren var jeg meget bange for, at det at sige nej til noget ville have kæmpe konsekvenser for min karriere, og der kan jeg mærke, at det er valg, man tager på grund af frygt, men der er også en prioritering, der hedder, hvad er godt for en og ens omgivelser.«
For Danica Curcic er det ikke kun en læring for en selv. Det kan også være en vigtig læring for ens børn.
»Man skal holde fast i, hvad der er vigtigst for en og mærke efter, hvad ens prioriteringer er.«
»Jeg tror også, at når man følger sit hjerte, så kan børn mærke og lære af det,« siger Danica Curcic.
'Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to' har premiere på Netflix den 7. maj, hvor de medvirkende Dania Curcic og Mikkel Boe Følsgaard endnu engang får os til at sidde på kanten af sofaen i opklaringen på en ny og creepy mordsag.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv