Manden bag tegneseriebandet Gorillaz overvejer kraftigt at pensionere projektet efter deres verdensturné.

Man skal stoppe, mens legen er god, og det er lige netop dét motto, der får sangeren Damon Albarn til at overveje at pensionere sit tegneserieband, Gorillaz.

Bandet, der blandt andet gav et brag af en koncert ved årets Roskilde Festival, har nemlig haft voldsomt stor succes med deres tredje og nyeste album "Plastic Beach", og på deres verdensturné har de været hovednavne på populære festivaler som Storbritanniens Glastonbury og Californiens Coachella.

- Det har været en uforbeholden succes, bizart nok. Men vi har altid vidst, at når vi nåede til et bestemt punkt, hvor vi havde opnået nogle bestemte ting, så ville det være tid til at stoppe, siger Damon Albarn, der dog vil vente, til turneen er slut, med at komme med en endelig udmelding.

- Vi må se, hvordan tingene ser ud til januar. Vi må have en periode, hvor vi reflekterer og er ædru. Jeg kan i hvert fald ikke blive ved på denne måde og i dette tempo, siger han.

Damon Albarns partner i Gorillaz Jamie Hewlett er enig.

- Det ville være et perfekt tidspunkt at forlade Gorillaz på efter denne turné. Denne turné, med disse mennesker, har været en oplevelse, man kun får én gang i livet, siger han.



/ritzau/