Ifølge Cutfather er en sejr i fredagens X Factor-finale ikke det afgørende for hans to unge sangfugle.

Når lyset fredag aften tændes over Danmarks nationalstadion, Parken i København, er det uden tvivl tre meget spændte X Factor-deltagere, der står klar til at indtage scenen foran 40.000 mennesker. Ifølge Cutfather er det netop oplevelsen, der er det vigtigste for hans to unge deltagere.

- Babou og Sarah har bare villet det her så meget og har drømt om Parken. Selvfølgelig vil de begge gerne vinde, men det vigtigste for dem er, at de har kæmpet sig hele vejen til finalen. Det er virkelig kirsebærret på toppen at kunne stå i den finale, det er ren flødeskum, griner han.

For Cutfather selv er det første gang, han har fungeret som dommer i den populære sangkonkurrence på DR, og den 43-årige producer er godt tilfreds med sin egen indsats.

- Jeg er sgu lidt stolt. Det er nybegynderen, der kommer ind fra gaden og måske har været lidt langt fremme i skoene nogen gange, men nu står vi altså i finalen med to deltagere, og det synes jeg bare er fantastisk flot, siger han.

Til fredagens store finaleshow i Parken skal deltagerne optræde side om side med så store navne som Take That og Aqua. Men for de unges mentor er det altafgørende, at Sarah og Babou bevarer jordforbindelsen.

- Jeg forsøger at dæmpe deres forventninger i forhold til alt det her med at skulle på scenen med verdensstjerner. Vi skal for alt i verden undgå kådhed, der stjæler fokus. Kulminationen skal de nå på egen hånd, og vi skal derfor bevare professionalismen, siger Cutfather.

/ritzau/