Dommerne valgte at smide 20-årige Harald Greve Højby ud af "Den store bagedyst", selv om der var en plads ledig grundet Marc Kjær Nielsens coronaexit.

Allerede i starten af lørdagens udgave af "Den store bagedyst" var de ti deltagere blevet til ni. Tatovøren Marc Kjær Nielsen måtte nemlig trække sig fra programmet, fordi han var blevet smittet med corona.

Dermed kunne dommerne, Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, vælge ikke at eliminere en deltager. Men den mulighed valgte de ikke at bruge.

20-årige Harald Greve Højby havde nemlig nogle rigtig Tycho Brahe-dage i bagedystteltet, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt.

Derfor måtte han som den første aflevere sit forklæde til vært Timm Vladimir.

Udfordringerne stod i kø for den unge bager, der både serverede halve rugbrød, underbagte birkes, kom sidst i den hemmelige udfordring og lavede jordbærmedaljer med chokolade, der sad fast på fadet.

Harald Greve Højby har ikke ønsket at tale om sin oplevelse i DR-programmet. Men til sidst i afsnittet fortæller han, at han ikke var overrasket over at ryge ud.

Der var dog ikke dårlig stemning.

- Da jeg var i teltet, væltede der nogle følelser af glæde op, for jeg kigger tilbage på det, jeg har haft med de andre. Det er venskaber for livet, fortæller Harald Greve Højby i programmet.

Selv om han var den første til at aflevere forklædet, så var Harald Greve Højby altså ikke den første deltager til at forlade programmet.

Marc Kjær Nielsen var heller ikke med, men også han har oplevet det tætte sammenhold mellem bagedystdeltagerne.

Han har nemlig været med hele vejen, selv om han kun fik lov til at bage i første afsnit.

- Vi har så godt et forhold til hinanden os deltagere imellem, så jeg nærmest har været med uden at være fysisk med, siger Marc Kjær Nielsen, der blandt andet har været i kontakt med de andre deltagere hele vejen.

Selv om der nu kun er otte deltagere tilbage i programmet, så var der ikke kun dårlig stemning.

Susanne Meyerhoff går i næste afsnit i bagedystteltet med mesterbagerforklædet på, når der er fokus på sanserne. Blandt andet skal dommerne bedømme kager med bind for øjnene.

"Den store bagedyst" sendes næste lørdag på DR1 klokken 20.00.

/ritzau/