Dronning Margrethe kommer alligevel ikke til at besøge Thisted, Esbjerg og Fanø denne sensommer.

Dronning Margrethe aflyser det planlagte sommertogt med Kongeskibet Dannebrog i sensommeren.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Dronningen skulle efter planen have besøgt Thisted den 31. august, Esbjerg den 1. september og Fanø den 2. september.

Men som situationen ser ud på nuværende tidspunkt, hvor landet stadig er præget af restriktioner og risiko for smittespredning af coronavirus, bliver de planer nu udskudt til næste år.

Kongehuset har allerede i april aflyst sommertogtet til Aarhus og Anholt, som skulle være afholdt i juni.

Dengang blev aflysningen begrundet med, at regeringen havde forlænget forbuddet mod større forsamlinger til 31. august.

Forhåbningen er, at dronningen i stedet vil kunne besøge Aarhus og Anholt i forsommeren 2021, mens besøgene til Thisted, Esbjerg og Fanø udskydes til sensommeren 2021.

Dronning Margrethe blev 80 år den 16. april i år. Den planlagte fejring af den runde fødselsdag blev aflyst på grund af coronasituationen.

I stedet blev dronningen fejret med morgensang fra de ansatte på Fredensborg Slot, og ved middagstid blev der fra hele landet stemt i med digital fællessang, som blev sendt på DR, TV2 og Facebook.

Dagen blev afsluttet med en direkte tv-tale, hvor dronningen takkede for danskernes opfindsomhed i fejringen.

Samtidig bad hun befolkningen om at holde ved og fortsætte kampen for at inddæmme spredningen af coronavirus i samfundet.

Hun betegnede coronavirusset som en "ubuden og farlig gæst".

/ritzau/