Den erfarne sportsjournalist Claus Borre vender tilbage til skærmen som boksekommentator på TV 3.

Claus Borre vender tilbage til tv efter et mislykket forsøg på at købe fodboldklubben B 93 og en ultra-kort politikerkarriere for Venstre.

61-årige Claus Borre forlod sit sit job op på DR 1. august i år - præcis på 28-års-dagen for hans ansættelse i DR.

Dengang kundgjorde han blandt andet, at en af begrundelserne for stoppet var, at DR ikke længere besad rettighederne til store sportsgrene som fodbold og boksning.

Netop boksningen har altid været en af Claus Borres passioner, som han nu får lejlighed til at dyrke igen på TV 3.

Boksning ligger mit hjerte nært

- Boksning er den sportsgren, der altid har ligget mit hjerte nærmest. Og derfor er det for mig en kæmpe udfordring nu at skulle være med på holdet hos Viasat. De sidder jo reelt i dag på alle de mest interessante sportsrettigheder - herunder ikke mindst boksning, siger Claus Borre.

Claus Borre starter allerede i dag hos Viasat, og han lægger på TV3+-skærmen ud i bedste stil: VM-opgøret mellem de pt. to bedste bedste sværvægtere i verden, Hasim Rahman og Vitali Klitschko.

Politik og fodboldirektør-tankerne er lagt på hylden for en stund.

- B93 er ikke definitivt lagt på hylden. Jeg kommer stadig ofte derude, men tingene har forandret sig efter klubben røg ned i 2. division. Med hensyn til politik, så blev jeg kontaktet af Venstre, men da det viste sig, at jeg selv skulle kravle rundt i lygtepælene med valgplakater i det her skønne november-vejr, sagde jeg stop. Men jeg vil da ikke udelukke politik på et senere tidspunkt, siger Claus Borre til bt.dk.

pba@bt.dk