Det har været en svær en tid for tv-vært og iværksætter Christiane Schaumburg-Müller.

I starten af juni kom hun nemlig med den triste meddelelse om, at hun havde mistet det barn, som hun ventede sammen med sin forlovede, forretningsmanden Daniel Åxman.

Tre måneder senere har den tidligere Vild med dans-vært det godt. Det siger hun til den fremmødte presse ved årets Zulu Comedy Galla, der afholdes torsdag aften i Operaen i København.

- Det har været en hård tid. Men jeg synes også, at det nu gælder om at komme tilbage til hverdagen og få noget normalitet, siger den 40-årige stjerne.

- Vi er glade derhjemme, og selvfølgelig er livet udfordrende til tider, men jeg har det også bedre, end jeg nogensinde har haft det, siger Christiane Schaumburg-Müller.

Barnet, som var en dreng, var parrets første, og de havde nået at give ham navnet Columbus, skrev tv-værten på Instagram tilbage i juni.

- 21 uger bar jeg dig i maven - ventede så ængsteligt på at få dig i mine arme. Du blev til i kærlighedens tegn. og fra dag et af graviditeten har vi elsket dig og ventet på dig med længsel, skrev hun på Instagram.

Parret har tre sammenbragte børn. Christiane Schaumburg-Müller har sønnen Constantin med rapperen Liam O'Connor, mens Daniel Åxman har to større døtre fra tidligere forhold.

Drømmen om en fremtidig familieforøgelse er ikke slut, skrev tv-værten dengang på Instagram.

/ritzau/