"Vi, de druknede" bliver - hvis alt går vel - til tv-serie om to til tre år med støtte fra regional filmfond.

København. Hvis alt går vel, så kan tv-seere om to til tre år se Carsten Jensens roman "Vi, de druknede" som en international tv-serie i otte afsnit.

Sådan lyder intentionerne i hvert fald fra FilmFyn, der er med som finansieringspartner på et projekt, som det danske selskab Marlowfilm Productions har kastet sig ud i.

- Flere producenter har leget med tanken om at filmatisere "Vi, de druknede", hvor det er løbet ud i sandet. Men det her projekt tror vi på. Nu skal det kunne lade sig gøre, siger Bo Damgaard, direktør i den regionale filmfond FilmFyn.

Romanen blev udgivet i 2006. Den fortæller historien om fire generationer af sømænd fra Marstal på Ærø, der rejser ud i verden.

- Det er et meget ambitiøst projekt om en stor roman. Vi håber, at vi om to til tre år har en international tv-serie, der fortæller om et stykke dansk søfartshistorie, som er helt unikt, siger Bo Damgaard.

Marlowfilm har sikret sig rettighederne til at udvikle romanen til en tv-serie. Hvem der skal være med til at skabe serien, er endnu ikke offentliggjort.

En væsentlig del af optagelserne til serien vil ske på Ærø, men tv-serien bliver engelsksproget.

Aftalen blev indgået under filmfestivalen i Cannes, der finder sted i disse dage.

Producerne Deborah Bayer Marlow og Mikael Windelin fra Marlow Productions er i Cannes for at opsøge flere partnere til projektet.

FilmFyn er ejet af en række fynske kommuner, Fionia Film og TV2/Danmark.

/ritzau/