Camilla Ottesen nyder singlelivet: Kommer senere hjem fra byen end børnene


Livet har ændret sig markant for den 52-årige tv-vært Camilla Ottesen de seneste år. For fem år siden blev hun skilt, sidste år blev hun selvstændig, og hendes børn flytter snart hjemmefra.
Det har givet Camilla Ottesen en helt ny frihed, hvor hun både nyder singlelivet - og så sætter hun særligt pris på én ting.
»Jeg kan godt lide at gå ud og gå i byen - og det er jo en gave, at det kan få lov til at fylde igen,« siger Camilla Ottesen.
Hendes datter Viola er 17 år, mens hendes søn Viggo er 20 år. Det betyder også, at mor og børn tit kan være i byen sammen.
»Det er tit mig, der kommer senere hjem end dem, når vi har været i byen,« fortæller Camilla Ottesen med et grin.
Efter børnene er blevet store, har hun også fået et nyt fællesskab med dem.
»Det er en anden måde at være sammen med dem på nu, og det sætter jeg meget pris på.«
»Vi har lige været i Skotland på roadtrip, og det er bare fedt, at de er med til at planlægge og finde de fede kaffebarer. Det er også fedt ikke at gøre det alene længere, for de er nået en alder, hvor de deltager på mere lige fod med mig.«

Camilla Ottesen nyder i den grad, hvordan hun pludselig for første gang i mange år har tid til at dyrke sig selv.
»Jeg har ikke barns sygedag mere eller skal smøre madpakker. Det er en tid med utrolig meget frihed, må jeg sige. Jeg kan eksempelvis også lade min træning fylde meget, og det er en gave, at jeg kan alle de her ting, har tiden og helbreddet,« siger Camilla Ottesen.
Tv-værten har også oplevet, hvordan hendes venner er blevet en langt større del af hendes liv, efter hun er blevet skilt.
Og hun har efterhånden lavet en regel om sjældent at sige nej
»Mine venner fylder mere nu, fordi jeg ikke har en mand, jeg skal hjem til. Hvis nogen ringer og spørger, om vi skal have en drink, så siger jeg altid ja, og det er også sjovt at prøve,« siger tv-værten og tilføjer:
»Skal du med i biffen? Det skal jeg da? Skal du med og have et glas vin? Det skal jeg da!« siger Camilla Ottesen med et grin.
Tv-værten er i øjeblikket single og nyder den tilværelse. Hun understreger dog også, at det gerne må ændre sig på et tidspunkt til en fast kæreste.
»Det er da også dejligt, når jeg får sådan én, det er ikke noget jeg bevidst går udenom.«