Børnenes bedste ven vil i princippet ikke opfordre andre til at støtte et bestemt formål, men mener, at opskriften på at hjælpe er ganske simpel:

- Hvis du selv er blevet fyldt op med kærlighed, har du også lettere ved at give kærlighed. Jeg tror ikke, man kan give nok kærlighed. Det handler om at være til stede, være nærværende, lytte, tage ansvar hele vejen, sætte nogle grænser og sørge for, at der bliver lyttet til de her børn.

Som forældre skal man være sit ansvar bevidst og også kunne skælde ud, forklarer Bubber, der ud over Børnehjælpsdagen er engageret i flere velgørenheds-arrangementer her op til jul.

Han er både stolt over og glad for at være blevet spurgt om at deltage i arbejdet i alle de organisationer, han repræsenterer. Og i alle tilfælde handler det om at finde smilene frem.

- Jeg møder rigtig mange børn fra rigtig mange sociale lag. På en eller anden måde er det så befriende, at jeg i mit job skal bringe et smil frem i en situation, hvor det er totalt ligegyldigt, om far eller mor bor i lejlighed eller i parcelhus og tjener meget eller lidt.

Når jeg møder børn, så er det for at skabe glæde og bringe de her smil frem. Jeg har et overskud, som jeg oprigtigt har lyst til at give af, så jeg har valgt at sige ja til at deltage i f.eks. Børnehjælpsdagen, fortæller Bubber.

Hør Bubbers juletip og deltag i konkurrencen om lækre præmier på jul.bt.dk