70-årige Judith Rothenborg fra det DR-aktuelle program 'Mormor på mandejagt' har som så mange andre singlekvinder mødt flere mænd gennem Tinder.

Men hun oplever, at det stadig er et tabu at være på Tinder og at have sex i hendes alder.

»Ja, vi får rynker, og det hænger. Men elsker man nogen, bliver de smukkere og smukkere, ligegyldigt hvordan de ser ud,« sagde hun, da hun deltog i en Facebook Live på B.T. (se videoen øverst).

»Det er vel noget med, at sex og erotik er meget powerfuldt. Det kan virke pinligt,« sagde Judit Rothenborg og fortalte, at hendes egen datter da også har været nervøs, inden programmet blev sendt.

»For det er hendes mor, og hun synes måske, det er pinligt. Men jeg har taget beslutningen om at være autentisk og ærlig, og hun har heldigvis accepteret det og synes, jeg gør det godt.«

Og så er datingmarkedet opad bakke, indrømmer hun.

»Nogle er kun interesseret i sex. Og så kan du ikke stole på dem,« sagde hun og fortalte om en fyr på 63, hun skulle ses med, men som slettede deres kontakt lige inden uden forklaring.

Judith Rothenborg tilhører dermed en lille gruppe på kun fire procent blandt de 65-89-årige, der netdater. Men det kan man sagtens springe ud i, mener hun.

»Vi er faktisk en meget stor generation af kvinder, som lever et andet slags liv, end man gjorde tidligere.«

»Jeg kan se og mærke, at jeg bliver ældre. Men indeni er der stadig gang i mig, jeg er rastløs og skal opleve en hel masse, selvom jeg er 70 år. Og det er meget relevant med sådan et program, så man kan opmuntre andre til at se sig selv på en lidt anden måde,« svarede hun på spørgsmålet om, hvorfor tv-seerne skal følge med, når sidste afsnit bliver sendt onsdag aften.

Og så kan enkekvinder eller fraskilte, der er kommet op i årene, måske også finde inspiration.

»Da min mors mand døde, da hun var omkring de 80 år, opdagede hun en anden side af sig selv. Hun genfandt på mange måder sig selv, fra da hun var ung. Hun savnede sin mand, men der kom en anden person frem i hende, som havde ligget i dvale,« fortalte Judith Rothenborg B.T.s følgere.

Judith Rothenborg har aldrig været gift. Hun kommer fra en familie, hvor hun har oplevet mange skilsmisser, så for hende har kærligheden været den, hvor man ikke bliver gift. Men hun har været i flere forhold og har også børn.

»Det fasttømrede parforhold har nok ikke passet til mig. Men jeg tænker da, at det må være vidunderligt at have den tryghed.«

Men som B.T.-følgeren Scarlett Maria skrev, er mange mænd generelt bange for lidt stærke kvinder:

'Umodne mænd findes i alle aldre'.

Judith Rothenborg driver videobloggen Livssceneriet.