Hollywood-stjernen spankulerede ind på et apotek uden mundbind på, og det har vakt harme.

Det er ikke kun herhjemme, at man skal have mundbind på - det gælder også i USA.

Men det droppede Hollywood-stjernen Bruce Willis, da han entrerede et apotek i den amerikanske delstat Californien, og det gik ikke ubemærket hen.

Paparazzofotografer forevigede nemlig situationen, og det har nu fået Bruce Willis til at udsende en undskyldning.

- Det var en fejlbedømmelse, siger Bruce Willis' repræsentant på vegne af skuespilleren i en pressemeddelelse sendt til det amerikanske medie People.

- Pas på jer selv derude, og husk fortsat at bruge mundbind, lyder opfordringen til slut fra den 65-årige actionstjerne i den kortfattede pressemeddelelse.

Ifølge et andet medie - Page Six - blev Bruce Willis smidt ud af apoteket for det manglende mundbind, og det har vakt stor harme.

I Californien er der ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University konstateret over to millioner smittetilfælde.

I begyndelsen af pandemien opholdt Bruce Willis sig i delstaten Idaho med sin celebre ekskone, skuespillerinden Demi Moore, og parrets tre voksne døtre samt sin nuværende kone, Emma Heming, og parrets to små døtre.

/ritzau/