Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank har giftet sig, og det skete til et stjernespækket bryllup.

Storbritannien. Så har prinsesse Eugenie af Storbritannien fået sin Jack Brooksbank.

Fredag sagde den 28-årige britiske prinsesse ja til den 32-årige borgerlige forretningsmand i St. George's Chapel nær slottet Windsor Castle i England efter syv års forhold.

Det skete til et stjernespækket bryllup, skriver medier som Hello! Magazine, Daily Mail og The Telegraph.

Den verdenskendte sanger Robbie Williams overværede ceremonien, og også Ringenes Herre-skuespillerinden Liv Tyler, sangerinden Ellie Goulding, prins Harrys ekskærester Chelsy Davy og Cressida Bonas, Hollywood-stjernen Demi Moore samt supermodellerne Cara Delevingne og Naomi Campbell var blandt de celebre gæster til det royale bryllup.

Prinsesse Eugenie er datter af prins Andrew og hertuginde Sarah, som er skilt. Hun er barnebarn af Storbritanniens monark, dronning Elizabeth, og den niende i arvefølgen til den britiske trone.

Den royale brud var iført et skræddersyet skrud af de britiske designere Peter Pilotto og Christopher De Vos, mens hun havde lånt tiaraen af sin farmor, dronning Elizabeth.

Øreringene, hun bar, er en gave fra Jack Brooksbank.

Brudens far, prins Andrew, fulgte datteren til alteret, mens prinsesse Charlotte på tre og femårige prins George, der en dag bliver konge af Storbritannien, var blandt brudepigerne- og svendene.

De er børn af prins William og hertuginde Kate, som naturligvis også var blandt gæsterne.

Det var prinsesse Eugenies to år ældre storesøster, prinsesse Beatrice, der havde hvervet som prinsesse Eugenies primære brudepige - maid of honour.

Brudeparret mødte hinanden gennem fælles venner på en skiferie i Schweiz i 2011 og forlovede sig under en tur til Nicaragua i starten af dette år.

Det royale bryllup er det andet i det britiske kongehus i år.

Den 19. maj giftede prins Harry sig med den forhenværende amerikanske skuespillerinde Meghan Markle, som nu bærer titlen hertuginde af Sussex.

Se nogle af det britiske kongehus' egne billeder fra fredagens bryllup mellem prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank.

https://www.instagram.com/p/Bo1Wz0CHuRu/?taken-by=theroyalfamily

https://www.instagram.com/p/Bo1LSEJHvUH/?taken-by=theroyalfamily

https://www.instagram.com/p/Bo1Fe20HGk-/?taken-by=theroyalfamily

https://www.instagram.com/p/Bo1VEJwnYb3/?taken-by=theroyalfamily

/ritzau/