En lang række ubehagelige oplevelser i trafikken har fået den danske blogger Mascha Vang til tasterne.

København. Den bramfrie blogger Mascha Vang er kendt for at sige sin mening uden omsvøb, og det er netop, hvad hun gør i sit seneste indlæg på bloggen maschavang.dk.

Bloggeren har nemlig den seneste tid haft en række ubehagelige oplevelser i trafikken, og nu har hun fået nok.

Senest oplevede Mascha Vang en utålmodig mand, der var ved at køre ind i hende og andre biler, og for et par uger siden stak en arrig cyklist hovedet helt ind i bloggerens bil for at skælde ud.

- Jeg skal ikke være hellig. Jeg kan også blive vanvittigt irriteret i trafikken, men der er simpelthen grænser for, hvordan man kan tillade sig at opføre sig - efter min mening, lyder det kontant fra Mascha Vang i blogindlægget.

Oplevelsen med cyklisten fik endda den ellers hårdføre Mascha Vang til at græde i ren frustration og skuffelse. Heldigvis fik hun hjælp af et par håndværkere og en dame, der sørgede for, at hun var okay.

Alligevel mener den 37-årige blogger, at der er plads til forbedring i den måde, vi danskere behandler hinanden på.

- Jeg forstår simpelthen ikke alle de sure miner hver eneste dag. Hold nu op, slap af og smil lidt i stedet for. Jeg forstår godt, at turister synes, vi er sure og arrogante, for man skal da efterhånden lede længe efter et smil. I hvert fald i trafikken, skriver bloggeren og tilføjer:

- Jeg ville egentlig ikke andet end at få jer til at smile noget mere. Gør dét eller giv en et kompliment. Man bliver selv i helt godt humør.

Du kan læse hele Mascha Vangs blogindlæg her: http://maschavang.dk/2016/09/27579/

/ritzau/FOKUS