Signe Lindkvists mor nåede at blive 67 år, da hun valgte at blive livet kvit. Helle Allpass havde levet et meget aktivt liv og var en meget dygtig og rost keramiker.

Da hun fandt ud af, hvad hun fejlede, kontaktede hun en førende speciallæge inden for behandlingen af Parkinsons sygdom og bad ham sige til, når sygdommen for alvor skred frem og forhindrede hende i at leve et aktivt liv.

- Så det var ham, der en dag ringede og sagde, at nu 'har jeg fået de sidste prøver, og nu skal du nok se at komme i gang', siger Signe Lindkvist.

Hun mistede livsgnisten
- Når det bliver så slemt, at man er nødt til at have hjælp hele tiden, så er det en umyndiggørelse af et menneske.

Sygdommen gjorde moderen mere og mere isoleret. Hun tabte sig voldsomt, og i den sidste tid var hun stærkt modløs og uden livsgnist.

- Sygdommen er jo så 'charmerende', at den æder alle ens muskler op, undtagen hjernen. Og når den har ædt kroppen op, forgriber den sig på hjernen.

Du kan blive hundrede procent grøntsag, men du dør næsten aldrig af den, siger Signe Lindkvist, der i starten var rasende på sin mor, fordi hun ikke ville leve videre.

Hun skulle jo være mormor
- Jeg blev først vildt sur - havde lyst til at ringe og sige: 'Hvad fanden har du gang i - egocentrerede idiot!' Jeg var 23 år, og jeg var først lige begyndt at have seriøse kærester, og jeg skulle jo have børn, og hun skulle være mormor. Vi havde et langt liv foran os. Men så brugte vi lang tid den aften på at snakke om, at det jo var det eneste rigtige, hun kunne gøre.