Biografien "Under Bjælken", der udkommer den 1. november, viser nye sider af den danske kronprins.

København. Hvordan startede eventyret om kronprins Frederik og kronprinsesse Mary egentlig?

Noget tyder på, at danskerne aldrig har hørt hele historien før nu, for i en pressemeddelelse fra forlaget Gyldendal afsløres det, at der er detaljer, som endnu ikke har været offentliggjort.

Nu bliver de det i biografien "Under Bjælken", der handler om kronprins Frederik.

I bogen, der er blevet til i samarbejde mellem forfatter Jens Andersen og kronprinsen selv, fortæller blandt andet dronningen og kronprinsesse Mary om deres søn og ægtemand.

- Dronning Margrethe kaster lys på forskellige perioder i sønnens liv, ikke mindst som spæd og lille dreng, og kronprinsesse Mary fortæller for første gang den både eventyrlige og dramatiske historie om mødet med Frederik, der begyndte hos en spåkone på et loppemarked i Sydney, lyder det således i pressemeddelelsen.

Her ses kronprinsparret under deres besøg i Japan.
Her ses kronprinsparret under deres besøg i Japan. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Forfatteren har mødt og talt med kronprinsen på Amalienborg en gang om måneden i halvandet år og desuden rejst med ham rundt i verden.

- Portrættet af Danmarks kommende konge, der fylder 50 år i maj 2018, bygger også på en række interviews med mennesker i Danmark og i udlandet, der kender kronprins Frederik privat og har haft et nært forhold til ham, lyder det.

Blandt kilderne er barndomsveninden Ellen Hillingsø samt den tidligere hofchef Per Thornit.

- For første gang nogensinde fortæller Thornit om de tyve vigtige år i kronprinsens liv - fra 1990 til 2010 - med glæder og sorger, udfordringer og kampe, står der i pressemeddelelsen.

Også prins Henrik og prins Joachim fortæller om kronprinsen i biografien, der udkommer den 1. november.

/ritzau/FOKUS