Biker-Jens blev reddet under TV-optagelser. Slog egen rekord på tre minutter og 53 sekunder, men mistede bevidstheden

Sekunder eller minutter. Det kan diskuteres. Men for et par uger siden var Jens Romundstad tæt på at miste livet. Under optagelser til »Biker-Jens - et liv på grænsen« prøvede TV3-værten kræfter med fridykning.

En ekstremt farlig sportsgren, som dyrkes af dykkere uden brug af udstyr. Med på optagelserne på et universitet i Florida var verdensmesteren i fridykning, Martin Stephanic.

Først rundede Biker-Jens sin personlige rekord på tre minutter og 56 sekunder. Senere begyndte livet langsomt at sive ud af kroppen. »Jeg druknede faktisk i vandet. Folkene ved bassinkanten hev mig op og reddede mit liv. Jeg blev så længe under vandet, at jeg mistede bevidstheden. Alt blev sort.

Som når du bliver hængt, mistede jeg kontrollen med mine kropsfunktioner. Sked sgu i bukserne, hæ,« siger Biker-Jens, der netop er vendt hjem til Danmark efter optagelserne af de sidste afsnit.

Hjertet slog stadig
»Jeg kunne mærke, at min krop gik i spasmer nede i vandet. Jeg kunne ikke længere mærke muskulaturen. Fik sværere ved at høre. Til sidst kunne jeg ikke give tegn til de andre oppe ved kanten. Mistede bevidstheden.

Heldigvis bliver hjertet i den situation ved med at slå et par minutter. Det reddede mig. Da jeg kom op igen, begyndte jeg at trække vejret igen,« siger Jens Romundstad. Han forstår, hvis folk synes, det lyder for dumdristigt.

»Jeg er da chokeret over, at jeg gjorde det. Det, der skræmmer mig mest, er min stædighed. At jeg er så tosset indrettet. Det skræmmer mig, at jeg ikke tænker tanken, »nu må jeg op til overfladen«, da jeg godt ved, at det her kan være livsfarligt. Jeg har i årevis arbejdet med mit temperament og min aggressivitet. Det er nogenlunde under kontrol. Men her er noget, jeg skal arbejde med,« siger Biker-Jens.

På en måde føler han, at han har vundet en sejr. »Det essentielle for mig er ordet »vilje«. Hvis du splitter det ord op, bliver det »vil jeg«. Sådan er jeg. Jeg vil kæmpe.

Resten af mit liv vil jeg kæmpe mod Se og Hør f.eks. Uanset dommen i retssagen: Henrik Qvortrup og journalisten (der skrev artiklen om Biker-Jens' påståede sex med Tina Steel, red.) får aldrig fred for mig,« siger han.

Ryster på hovedet
»Men jo - jeg forstår godt, at folk ryster på hovedet. Som én sagde en dag: »Hvad man dog gør for penge«. Der blev jeg sgu vred. Det har intet med det at gøre. Det kan godt være, jeg burde efterrationalisere og spørge, om det virkelig er det værd.

Men jeg laver ikke bare TV for kameraets skyld. Det er der mange, der gør. Fordi det sælger. Men hvis man giver afkald på sine værdier, går på kompromis, er det forkert.«

Klar til kritik
Jens Romundstad er parat til at høre kritik. »Mange vil sige: »Jens er psykopat«. Eller: »Jens vil gøre alt for at komme på skærmen«. Jeg ved ikke med det første, men det andet er ikke rigtigt.

Det er vigtigt for mig, at jeg inddrager mig selv betingelsesløst i det, jeg laver. Der er ikke nogen, der har lavet den form for reportage-fjernsyn før. Lagt sig selv så meget ind i det, der foregår.« Alligevel: Er det det virkelig værd - at lege med livet?

Afventer retssag
»Jeg kunne lige så godt være død, da vi optog programmet, hvor jeg var hjemløs i Washington. I det miljø er der »dødsstraf« for f.eks. at filme, når de handler med crack. Jeg optog det med skjult kamera.

Syntes ikke, det ville være ærligt TV, hvis jeg ikke optog det. Når man brænder for noget, skal man gøre det. Hvis man føler, at man gambler med sit liv på meget dårlige odds, skal man lade være,« siger Biker-Jens.

Fremtiden? Foreløbig ferie. Afslapning, kun afbrudt af retssagen mod Se og Hør. Og hvor Romundstad vil overveje et par aktuelle TV-tilbud.