Nicklas Bendtner er stadig ved at finde sine ben efter sit karrierestop. Selv om han står godt med job, familie og kæreste, opvejer intet fodboldeuforien.

Fodboldstøvler har knopper under sålerne, som får spillerne til at stå skridsikkert fast på grønsværen.

Uden for banen vakler man rundt i dem, og man kan miste balancen - ja ligefrem fodfæstet.

Nicklas Bendtner er stadig ved at finde sine ben år efter sit karrierestop.

- Jeg er sådan set et ret godt sted nu med en masse gode mennesker - en skøn kæreste, en skøn familie, gode venner og arbejdsområder, som giver mig rigtigt meget i mit liv. Men når fodbold har været så stor en del af din tilværelse, er det svært at lægge fra sig, siger Nicklas Bendtner.

- Det kommer til at være i mit liv, indtil jeg dør, siger han nøgternt.

En ny Viaplay-dokumentarserie, der får premiere 12. februar under titlen "Bendtner", følger den berømte og berygtede boldbisse fra 2019 og frem til 2022.

Det væves sammen med fortiden - fra hjemmevideoer helt tilbage til dengang Nicklas Bendtner bare var en lille purk, der lige havde lært at gå, til fundet af vragrester fra den bilulykke, der godt nok ikke kostede Nicklas Bendtner førligheden, men resten af karrieren kostede store smerter.

Det er et udpluk af de definerende både tilfældigheder og omstændigheder, der har formet ikke bare fodboldspilleren og mediepersonligheden, men især mennesket Nicklas Bendtner.

Han blev bevæget, da han så den færdige dokumentar.

- Der var mange følelser involveret, siger han.

- Når man ser tilbage, og man får sit liv vist, er der momenter, som er hårdere, fordi man får tankerne tilbage. Og så er der selvfølgelig også en masse momenter af lykke og glæde, siger han og fortsætter:

- Det er ikke et fiktionsbillede af en glory story, men rent og 100 procent ægte og kommer ind steder, hvor man ikke rigtigt har været før. Det er jeg stolt af at vise.

Spørger man Nicklas Bendtner, hvad han gerne vil huskes for at være kendt som, vil han ikke gå ind i spørgsmålet. For han er jo bare, som han er. Tag det, eller lad være.

Det samme gælder dokumentaren.

Den viser sejrsstimen og nederlagene. Indsatsen for at nå til tops. Euforien. Omkostningerne. Og ikke mindst skandalerne, som til tider har overskygget de sportslige præstationer og både har sendt ham på bænken og i retten.

I dokumentaren medvirker tidligere trænere - både på klub- og landsplan - talentspejdere, medspillere og et af de vigtigste mennesker i Nicklas Bendtners liv - hans mor, Joan.

- Min mor er en person, jeg har meget nær. Hun er meget reflekteret, så jeg synes, at det er godt, at hun er med og kunne give sin indsigt i, hvad der er sket, siger Nicklas Bendtner.

Som så mange andre vordende forældre var Joan sikker på, at hun ventede et helt unikt barn.

Da Nicklas Bendtner så kom til verden 16. januar 1988, var han da også helt sin egen.

Han havde krudt i røven - det har han stadig, bemærker mor-Joan - men han fik afløb ude på fodboldbanen.

Han begyndte i Tårnby IF, som lå lige om hjørnet fra familiens hjem på Amager.

- Jeg husker min barndom som fantastisk med støttende bror og støttende forældre, som var gode til at fragte mig til fodbold og være en del af det, fortæller Nicklas Bendtner.

- Min far var holdleder på et tidspunkt, og min mor var god med kyllingelår på sidelinjen. Det husker jeg tilbage på rigtig, rigtig stolt og meget, meget glad. Det bringer en masse dejlige, gode, skønne minder tilbage.

Med andre ord en helt almindelig opvækst i en helt almindelig middelklassefamilie - bare med en dreng med et ekstraordinært talent.

Han var miniput på papiret, men havde masser af selvværd under al fysikken, og Nicklas Bendtner skiftede til KB.

En klub, der var kendt for sin professionelle overbygning, FCK.

Herfra kom Nicklas Bendtner på ungdomslandsholdet. I sin debutkamp hamrede han fire mål i kassen. Talentspejdere sad på sidelinjen, og da Nicklas Bendtner kom hjem, lå der en forespørgsel fra Arsenal.

Som 16-årig flyttede Nicklas Bendtner hjemmefra og begyndte i den engelske storklub, som var hans hjemmebane de næste ti år trods udlån til Birmingham, Sunderland og italienske Juventus undervejs.

Familien Bendtner så, hvordan familien Wozniacki agerede - som et hold - og ville gerne gøre det samme.

Fra at have trænet miniputholdet og stå med kyllingelår til de skrupsultne unger på sidelinjen blev hans far nu agent, og hans mor håndterede presse, sociale medier og alt det andet hurlumhej uden for banen.

Men det gjorde også deres barn til deres business, og det blev viklet endnu mere sammen, da de lavede et smykkefirma, som Nicklas Bendtners far blev direktør for.

De blev uenige om, hvor pengene forsvandt hen, og Nicklas Bendtner har ikke længere kontakt til sin far, som siden også er blevet skilt fra hans mor.

Han har været en central spiller i Nicklas Bendtners liv og derved også i dokumentaren, men det skal han ikke være i dette interview.

- Jeg forstår spørgsmålet. Men jeg vil gerne holde mig til, at det bliver holdt ved det, der bliver sagt i dokumentaren, fordi min far ikke har udtalt sig, siger Nicklas Bendtner.

- Så af respekt for det.

Nicklas Bendtners meritter på banen og eskapaderne uden for har været rigeligt i vælten.

Han kan godt tåle tæskene, men ikke når de rammer hans nærmeste.

Nogle tæsk har været velfortjente, og der er hændelser, han angrer - spritkørsel er decideret utilgiveligt.

Andre prekære sager - en voldsdom, vilde fester, glamourøse forhold, kasinospil og underbukseflash - har også fyldt spalterne.

Der har været dyre lærepenge: bøder, pletter på straffeattesten, ry og rygte over styr og en karantæne fra landsholdet, hvor han med sine 30 mål i 81 A-landsholdskampe i øvrigt er blandt de mest scorende spillere nogensinde.

Det blev skrevet ind i Nicklas Bendtners kontrakt med FCK, at der var rødt kort, hvis han festede - så var det simpelthen ud af truppen.

Københavnerklubben viste sig at blive Nicklas Bendtners sidste klub som professionel efter ophold i tyske Wolfsburg og norske Rosenborg efter afskeden i Arsenal.

Han fandt aldrig en ny klub, da kontrakten udløb. Der var dialog med Kina, men det forpurrede coronapandemien. Forinden havde for få kampkilometer i benene og gener fra bilulykken tæret på form og motivation, og så havde hans omdømme også dømt ham ude.

Så på forunderlig vis bandt afslutningen i FCK sløjfe på hans karriere, der begyndte i KB.

Alle fodboldspillere ved, det slutter en dag. En dag, de forbereder sig på. For Nicklas Bendtner blev græstæppet revet væk under ham.

Tomheden forsøger han at udfylde med rutiner.

- Jeg har prøvet at bygge min dag op på den måde, jeg føler gør mig mest glad, så jeg træner stadig rigtig meget om morgenen, ligesom jeg gjorde med fodbold, så der hele tiden er noget at stå op til, siger han.

- Hvis man har en cirkel af lykke, som var fodbold og alt andet, der foregik omkring det, har jeg prøvet at lave en cirkel med andre forskellige ting i. Jeg har accepteret, at kicket af at stå inde på stadion, have fansene og blive bedømt og vejet hver eneste dag er en fase, der er slut.

En ny fase er i gang. Den begyndte faktisk, da dokumentarens sidste scene var i hus.

Nicklas Bendtner har blandt andet taget den næsthøjeste trænerlicens. Og der er tikket tilbud ind. Nogle i Danmark og et i udlandet.

- En af mulighederne var rigtig interessant. Men ikke noget, jeg kunne se mig selv i, siger han.

- Det krævede, at jeg skulle rejse, og det følte jeg mig ikke klar til - heller ikke nu for den sags skyld - og jeg var begyndt at lave tv og podcast, som jeg rigtig godt kan lide.

- Jeg er også kun 36, så det er ikke, fordi jeg har supertravlt med at skulle træde ind i fodboldverdenen igen.

I 2022 blev han vært på "Nicklas pranker", hvor han fupper både kendte og ukendte i absurde situationer, og så laver han fodboldpodcasten "Stolpe ind".

For Nicklas Bendtner er det dybere end den umiddelbare underholdning.

Når han laver sådan noget som tv, hvor der er et kæmpe produktionsapparat bag, smager det en smule af den fællesskabsfølelse, fodbolden gav.

- Jeg føler, jeg har fundet mere og mere ro med tiden. Jeg tror aldrig, det lander 100 procent. Men jeg tror, procenterne vil stige for årene, der går, siger han.

/ritzau/