På displayet stod der 'Mettes assistent' – og kort efter var et usædvanligt samarbejde sat i gang.
Et samarbejde, der ifølge hovedpersonen selv handlede om langt mere end surdej og hyggelige billeder.
Det fortæller Tobias Hamann, ifølge Se og Hør, i sin nye bog 'Influenza'.
Ifølge den tidligere bagedyst-deltager blev flere møder med Mette Frederiksen nøje planlagt fra Statsministeriets side.
Formålet var klart: Begge parter skulle styrke deres brand ved at blive set sammen i uformelle rammer.
Ifølge Tobias Hamann fik statsministeren en langt mere effektiv eksponering gennem hans kanaler end gennem traditionelle medier.
'Hun får bedre reklame ved at invitere mig frem for Bjarne fra Politiken, der sikkert ville skrive en halvmuggen artikel, som ingen ville læse – sammenlignet med alle dem, der kommer til at se mit opslag', skriver Hamann i bogen.
Samarbejdet bød blandt andet på en tur til Lolland og en bageseance i Hamanns eget køkken.
Udadtil lignede det hyggelige møder med hjemmesylt og makrelmadder, men ifølge Tobias Hamann var der konstant fokus på dokumentere møderne til sociale medier.
Han oplevede, at hans platform blev brugt som et redskab i statsministerens kommende valgkamp.
'Jeg når alligevel at tænke, om det handler om boller, eller om hvem, der står ved siden af hvem på det billede, vi skal tage.'
Samarbejdet vakte tilmed bekymring hos Hamanns egen agent, der frygtede, at videoerne kunne bryde reglerne for politisk markedsføring.
'Jeg ved godt, Mette har en agenda. Men midt i min agents omsorg er der noget, der føles klaustrofobisk. [...] For beskyttelsen beskytter ikke mig. Den slider mig op' lyder det i bogen.

